Danskerne får ny rute til historiske Nantes i det vestlige Frankrig

De rejselystne danskere får en ny fransk weekend-destination, når Transavia France fra den 7. april 2019 flyver direkte mellem Københavns Lufthavn og den franske storby Nantes hver torsdag og søndag. Den nye direkte rute til Nantes er Skandinaviens første, og Transavia Frances debut i Københavns Lufthavn.  

12.09.2018

Foruden at være eventyrforfatteren Jules Vernes’ fødeby, er Nantes også kendt for at være en af Frankrigs hyggeligste byer og Bretagnes tidligere hovedstad. Nantes emmer af tidlig bretonsk arkitektur og historie kombineret med senere århundreders handel og industri, som sikrede havnebyen en masse smukke byggerier. Den tunge renæssancestil brydes af byens mange grønne områder og Frankrigs længste flod, Loire-floden, der løber igennem byen.

En kort køretur langs floden mod øst fører til charmerende byer som Saumur, Tours og Amboise og et hav af skønne chateauer. Nord for byen finder man det smukke Bretagne, og sydpå, blot en times kørsel fra lufthavnen, ligger den store historiske forlystelsespark Puy du Fou, som er en af Frankrigs mest populære forlystelsesparker – kun overgået af Disneyland.

Forbinder Skandinavien med det vestlige Frankrig
Den nye direkte rute til Nantes bliver Transavia Frances, som er et søsterselskab til Transavia, første rute til Københavns Lufthavn. Samtidig er ruten også en vigtig milepæl i forhold til at forbinde Skandinavien med det vestlige Frankrig, en ret velhavende del af landet.

”Vi er meget glade for, at Transavia France kommer til Københavns Lufthavn, og at de har valgt at åbne en direkte rute til netop Nantes. Det vestlige Frankrig er forholdsvist userviceret fra Skandinavien, og den nye rute bidrager derfor til at sikre endnu bedre forbindelse i Europa. Samtidig er Nantes en spændende, og for mange, uopdaget weekend-destination, som vi oplever, mange af vores passagerer efterspørger,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Ruten går i luften første gang søndag den 7. april 2019 og er skræddersyet til en forlænget weekend med to ugentlige afgange hver torsdag og søndag.

 

Fakta

  • Ruten flyves af Transavia France, som er et søsterselskab til det hollandske flyselskab Transavia og ejet af Air France - KLM
  • Den første flyvning foregår søndag den 7. april 2019 og derfra bliver der fløjet to gange om ugen
  • Ruten bliver fløjet med en Boeing 737 med plads til 189 passagerer ombord
  • Nantes Atlantique Airport ligger blot 8 kilometer fra centrum af Nantes
  • Nantes ligger ved udmundingen af Loire-floden i det vestlige Frankrig ca. 50 kilometer fra Altlanterhavskysten
  • Nantes er Frankrigs sjettestørste by og var i middelalderen hovedstaden i det uafhængige hertugdømme Bretagne
  • I dag er Nantes hovedbyen i regionen  Pays de la Loire, og byen er særdeles velhavende og hjem for et rigt restaurations- og kulturliv