Peter Goll bliver ny kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavne A/S

Københavns Lufthavn vil styrke indsatsen for at varetage den særlige samfundsmæssige rolle, som lufthavnen har. Københavns Lufthavn henter derfor nu den 43-årige Peter Goll ind i sin ledelse som vice president og kommunikationsdirektør. Peter Goll har haft en karriere som leder og rådgiver med fokus på kommunikation og samfundsforhold i forskellige kommunikationsvirksomheder, for toppolitikere og i Falck.  

19.08.2018

Peter Goll, kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavne A/S

Gennem de sidste godt fem år har Københavns Lufthavn især arbejdet for at styrke passageroplevelsen og effektiviteten i lufthavnen. Arbejdet med at gøre det endnu bedre for de luftfartsselskaber, der flyver fra København – og for alle rejsende - fortsætter. Samtidig er det nu tid til at bygge videre på de resultater, der er skabt gennem de seneste år.

”Københavns Lufthavn er ikke kun en vigtig forretning for ejerne - herunder den danske stat – det er også vores opgave at løfte en vigtig og bredere samfundsmæssige opgave. Vi skal bidrage til at skabe vækst, vi skal bidrage til at gøre luftfart grønnere, og vi skal være en god og ansvarlig arbejdsplads for vore mange medarbejdergrupper. Den opgave har vi altid haft fokus på, men det er også på det område, hvor vi kan gøre mere i de kommende år”, siger CEO i Københavns Lufthavn Thomas Woldbye

”Det er derfor også glædeligt, at vi i dag kan meddele, at Peter Goll har sagt ja til at påtage sig den opgave”, siger Thomas Woldbye.

Peter Goll kommer med et stærkt sæt kompetencer. Han driver i dag sin egen virksomhed og har før da haft en lang karriere med et bredt udsnit af kommunikationsfaglige, ledelses- og samfundsmæssige spørgsmål i fokus. Han har været rådgiver for toppolitikere, nordisk partner og administrerende direktør i Geelmuyden Kiese samt direktør med ansvar for borgervendte ydelser i Falck. Derudover er han et kendt ansigt for seere af det politiske magasin på DR2 ”Jersild minus Spin”.

”For mig er det her en enestående chance for at arbejde sammen med nogle meget dygtige mennesker og nogle meget ansvarlige ejere om at gøre en velfungerende virksomhed endnu bedre til at varetage og kommunikere om sin samfundsmæssige rolle. Og det giver samtidig mulighed for at styrke arbejdet med det særlige ansvar som Københavns Lufthavn har for at inddrage sine interessenter i en tæt dialog om udviklingen af lufthavnen. Det er så spændende og vigtig en opgave, at jeg kun kunne sig ja tak, da jeg fik den tilbudt”, siger Peter Goll.

Peter Goll indtræder i ledelsen i Københavns Lufthavn i stillingen som vice president og kommunikationsdirektør den 1. november. Indtil da arbejder han som konsulent – dels for Københavns Lufthavn, dels med at færdiggøre projekter og opgaver, han i dag har som konsulent i sin egen virksomhed for forskellige virksomheder og organisationer.

Download billede af Peter Goll