25.07.2018

Rasmus Lund bliver ny finansdirektør i Københavns Lufthavne A/S

46-årige Rasmus Lund skifter karrieren som Group CFO i Saxo Bank ud med jobbet som CFO i Københavns Lufthavne A/S. 

Når Rasmus Lund lander den 1. december som ny finansdirektør, venter en lufthavn i kraftig vækst med masser af byggeprojekter og et støt voksende passagertal.

I 2017 blev der investeret 1,47 milliard i at udbygge lufthavnen og omsat for 4.4 milliarder kroner. Det var også et år, hvor 29,1 millioner passagerer rejste igennem terminalerne, og hvor der dagligt landede og lettede omkring 730 fly.

”Københavns Lufthavn er en kompleks, travl og utroligt spændende virksomhed i vækst. Derfor har det været afgørende at finde en ny CFO med den helt rigtige profil, erfaring og kompetencer. Og det har vi fundet med Rasmus Lund,” siger Thomas Woldbye.

En flittig rejsende
Rasmus Lund har i sine tidligere job i ISS og Saxo Bank været flittig bruger af Københavns Lufthavn og rejst meget.

”Jeg har altid været utroligt glad for at rejse igennem Københavns Lufthavn. Det er en lufthavn vi kan være stolte af. Så jeg glæder mig meget til at være en del af virksomheden og de store byggeprojekter, hvor vi forbedrer og udbygger lufthavnen til fremtiden,” siger Rasmus Lund.

Selve virksomheden Københavns Lufhavne A/S tæller cirka 2.500 medarbejdere. Dertil kommer flere end 700 virksomheder i lufthavnen, der beskæftiger omkring 23.000 ansatte – alt fra flyselskaber og ground-handlere til butikker og teknik.

”Efter en årrække i en meget digital virksomhed som Saxo Bank, glæder jeg mig til at få en masse nye kolleger, der arbejder med alt fra sikkerhedskontrol og salgsarbejde til rengøring og komplekse byggeprojekter. Når det er sagt, tror jeg også vi vil kunne se en række digitale løsninger i fremtiden, der vil gøre rejseoplevelsen for passagerne endnu bedre,” siger Rasmus Lund.

Thomas Woldbye fremhæver blandt andet kombinationen af Rasmus Lunds finansielle og digitale kompetencer.

”Fremtidens lufthavn og rejseoplevelse bliver også mere digital. Bare tænk på, hvordan de fleste i dag tjekker ind selv, vælger sæde, afleverer bagage og har boardingkortet på deres smartphone. Sådan var det ikke for få år siden. Og intet tyder på, at digitaliseringen af rejseoplevelsen stopper her – så det skal lufthavnen og den nye finansdirektør også være skarpe på,” siger Thomas Woldbye.

Brøndby eller FCK?
Rasmus Lund er uddannet statsautoriseret revisor og startede karrieren hos Arthur Andersen, der senere blev overtaget af Deloitte. Han kom til ISS i 2004 som Head of Corporate Reporting, Systems and Controlling og blev i 2007 Regional Finance Director.

I 2008 skiftede Rasmus Lund til Saxo Bank som Finance Director. Her blev han i 2012 udnævnt til Group CFO.

Privat lever Rasmus Lund sammen med Birgitte Kimø i Gentofte i en sammenbragt familie med halvvoksne børn: en datter og to sønner. Udover rejser, familie og venner er også cykling en passion – denne sommer i det nordlige Italien.

Når det handler om fodbold vil de nye kolleger i lufthavnen mærke en ganske markant forandring. Hvor den tidligere CFO Lars Jønstrup er Brøndby fan, så er Rasmus Lund FCK-fan.