14.06.2018

CPH: Uden bornholmsk mad og drikke duer Folkemødet ikke

Bornholm har udviklet sig til noget af gourmet-destination. Derfor har Københavns Lufthavn inviteret nogle af solskinsøens bedste producenter til at forkæle de flere tusinde, der flyver til Folkemøde de kommende dage. 

 

Intet Folkemøde uden god mad og drikke. Og gerne den bornholmske. Derfor har 'Sol Over Gudjhem'- brødrene Mads og Mikkel Marschall Marschall fået samlet en række af Bornholms dygtigste producenter i Københavns Lufthavn for at give de flere tusinde rejsende i Finger A en velsmagende en gratis rundtur gennem de bornholmske råvarer, inden flyet lettere.

Til de morgenfriske er der mejeriprodukter fra Bornholms Andelsmejeri, henover frokost er der f.eks. sildemad, og ud på eftermiddagen står den blandt andet på Hallegårds delikate charcuteri. Desuden er det nok første gang for mange af passagererne, at de kan stifte bekendtskab med 'vandkefirperler', der bruser skønt og helt naturligt.

Bornholmsk most og øl er også på menuen, og det hele garneres med hyggelig jazz og god service. Tilstedeværelsen i lufthavnen er en rigtigt god mulighed for producenterne, vurderer kok Mads Marschall:

"Det er efterhånden ikke noget nyt, at bornholmske råvarer er inde i varmen i det gastronomiske Danmark. Men det er klart, at det er en helt fantastisk mulighed for øens dygtige producenter at få lov til at være en del af Folkemødet på en helt ny og super spændende måde i Københavns Lufthavn. På den måde bliver vi fra begyndelsen af Folkemødet en naturlig del af oplevelsen og samtalen - og vi snakker jo alle tit om god mad", siger Mads Marschall.

Når sult og tørst er slukket, kan passagererne også få de sidste dessiner om trafikforholdene på Bornholm: Busselskabet BAT har nemlig en repræsentant stående i Finger A, så de rejsende kan planlægge turen hele vejen til Allinge.

Passagererne kan også få ladet deres mobiltelefoner op i Telias laderskabe, følge debat og interviews, når Altinget på stedet interviewer politikere og øvrige forbipasserende, Magnus Heunicke har skrevet eller forfattet en særlig folkemødesang og der er hyggelig jazz og god kaffe. Og lufthavnen følger passagererne helt ud i DAT's fly med en lille goodiebag med chokolade.

"Vi vil gerne give alle Folkemøde-deltagerne en god start på rejsen, og derfor er vi gået sammen med en række partnere om at skabe en ekstraordinær oplevelse inden man går om bord på flyet," siger pressechef Kasper Hyllested.

"Folkemødets start falder sammen med en af de største rejsedage, hvor vi torsdag forventer flere end 106.000 passagerer gennem lufthavnen, men vi har sat alle sejl for at sikre, at alt fungerer optimalt."

Kom og oplev smagsprøver fra: Christiansøpigens sild, Bornholms Mosteri, Hallegaard, Bornholms Andelsmejeri, Lehnsgaard, Bornholmske Oliemølle, Small Batch Brewery, Høstet, Vandkefirperler, Sct. Clemens og Kjæstrup Chokolade.