14.06.2018

SAS vokser i CPH og åbner direkte helårsrute til Hong Kong

SAS vokser i Københavns Lufthavn. Den 28. oktober letter SAS fra Københavns Lufthavn med kurs mod Hong Kong. Dermed er der i år lettet tre nye lange ruter til Asien fra Københavns Lufthavn. 

Der er for alvor kommet gang i flytrafikken mellem Danmark og Asien efter sidste års officielle dansk-kinesiske turisme-år.

SAS kunne i dag torsdag annoncere, at selskabets Hong Kong rute flyttes fra Stockholm til København. Det bliver en helårsrute med fem ugentlige afgang fra København til den asiatiske handels-metropol. Første fly letter den 28. oktober.

Hong Kong betjenes i dag af det kinesiske selskab Cathay Pacific som en halvårs sommerrute med 3 ugentlige afgange. Når Cathay lukker ned kort før november, åbner SAS sin rute med fem ugentlige afgange.

”Det er godt nyt at SAS vokser i Københavns Lufthavn. Og så er det godt nyt for danske forretnings- og ferierejsende, at en så vigtig destination som Hong Kong nu bliver betjent hele året,” siger Københavns Lufthavns administrerende direktør Thomas Woldbye.

Den nye SAS rute betyder, at der til næste sommer vil være to selskaber der flyver til Hong Kong – SAS og Cathay Pacific. Og det kan markedet sandsynligvis bære, vurderer Københavns Lufthavn.

”Erfaringen viser, at flere rejser, når man kan flyve direkte - og at antallet af passagerer vokser, når der er flere afgange at vælge imellem, ” siger Thomas Woldbye.

Han understreger samtidig, at det dansk-kinesiske turisme-år i 2017 har vist, at Danmark er en interessant destination for rejsende fra f.eks. Beijing, Shanghai og Hong Kong.

”Men det kræver gode, direkte flyforbindelser, hvis potentialet skal indfries – og det er det, der arbejdes på,” siger Thomas Woldbye.

30. maj åbnede Air China en rute med fire ugentlige afgange til Beijing, hvortil SAS i dag flyver dagligt. Den 2. maj åbnede Cathay Pacific en sommerhalvårs-rute til Kong Kong med tre ugentlige afgange.

Nu går SAS ind på ruten til Hong Kong med 5 ugentlige fra den 28. oktober, hele året. Desuden flyver SAS fra København til Shanghai dagligt.

Fakta om SAS til Hong Kong
- Flyves med en Airbus A340 med 247 sæder.
- Der er afgang fra København onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag kl 20:55 med ankomst 14:45
- Der er flyves retur fra Hong Kong mandag, tirsdag, fredag, lørdag og søndag kl. 01:20 (dog 01;35 mandag) med ankomst 06:20