14.06.2018

Ny flyrute fra København til Akaba i Jordan

Den 1. november 2018 begynder Norwegian at flyve mellem København og Akaba, der ligger i Jordan.  

Fra 1. november bliver der let adgang til både dykker-ferie i Det røde Hav og historiske oplevelser, når Norwegian begynder at flyve direkte mellem Københavns Lufthavn og Akaba i Jordan.

Akaba er Jordans eneste havneby, og ligger lige ud til Det Røde Hav i nordspidsen af Akaba-bugten. Området er både kendt for de romeriske ruiner i Jerash og den antikke by Petra, ligesom tusindvis af turister hvert år valfarter til området på grund af de unikke dykker-oplevelser i Det røde Hav.

”Vi er glade for at kunne styrke vores passagertilbud yderligere fra CPH til vinter. Akaba har kæmpepotentiale som skandinavisk turistdestination. Der er sol og strand, der er masser af fantastiske, uopdagede seværdigheder for de eventyrlystne, og så tager flyveturen kun omkring fem timer fra København i vores moderne og dermed mere klimavenlige fly”, siger kommerciel direktør i Norwegian, Thomas Ramdahl.

Den nye rute er den anden direkte Norwegian-rute til Jordan. Tidligere på måneden åbnede selskabet også en direkte rute til Jordans hovedstad, Amman.

Med den nye rute når Københavns Lufthavn op på 41 direkte ruter til destinationer udenfor Europa, og det glæder Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn:

”Vi har i dag et stort rutekort i Europa og vi arbejder målrettet på at udvide antallet af destinationer udenfor Europa, så danskerne let kan komme ud til resten af verden både på ferie og forretning. Derfor er vi utrolig glade for, at Norwegian har valgt at lægge en rute til Akaba fra CPH”, siger Peter Krogsgaard.

Ruten til Akaba vil blive fløjet med en Boeing 737-800 med 186 sæder. Den vil flyve hver torsdag og første afgang er den 1. november 2018.