30.05.2018

Erhvervsministeren: Ny Air China-rute betyder flere kinesere til Danmark

Air China åbner i dag sin første rute fra København til Beijing. Det vil betyde flere kinesiske rejsende i Danmark, vurderer erhvervsminister Brian Mikkelsen, der klippede snoren ved dagens ceremoni ved gate C37 i Københavns Lufthavn. 

Der blev med det dansk-kinesiske turismeår i 2017 gjort en ekstraordinær indsats for at markedsføre Danmark i Kina for at få fortalt kineserne, hvorfor de skal tage til Danmark, hvad de som turister kan opleve i Danmark, og at Danmark er mere end København.

Den indsats er nu godt i gang med at vise helt konkrete resultater i form af markant bedre flyforbindelser, som giver mulighed for, at endnu flere kinesiske turister vælger at rejse til Danmark.

Det var derfor også en optimistisk erhvervsminister Brian Mikkelsen, der klippede snoren til onsdagens officielle Air China-åbning af den nye rute mellem Beijing og Københavns Lufthavn.

"Den nye Air China-rute bringer Danmark og Kina tættere sammen og forbedrer den direkte adgang til Danmark for både ferie- og forretningsrejsende," siger Brian Mikkelsen.

Også flyselskabet ser store muligheder i den nye rute, understreger General Manager for Air China I Danmark, Andy Hao:

"Vi er stolte over at kunne åbne Air Chinas første direkte rute til den danske hovedstad. Den nye rute fra Beijing til København vil give turister og forretningsrejsende bedre muligheder og styrke samarbejdet mellem vores to nationer," siger Andy Hao

Flere end 110.000 kinesere kom sidste år til Danmark via Københavns Lufthavn. Og med Air Chinas nye rute med foreløbig fire ugentlige afgange skulle der gerne komme endnu flere i fremtiden.

"Med Air Chinas nye rute fra København til Beijing vil de kinesiske rejsende få endnu nemmere adgang til Danmark som rejsemål. Den nye flyrute er dermed med til at bane vejen for, at vi forhåbentlig får endnu flere kinesiske overnatninger i Danmark i de kommende år," siger Brian Mikkelsen.

Nu samlet 11 ugentlige afgange til Beijing
Med Air Chinas nye rute til Beijing er der sammen med Star Alliance-partneren SAS nu samlet 11 ugentlige afgange mellem de to hovedstæder. Derudover flyver SAS til Shanghai, mens Cathay Pacific netop har åbnet en rute fra Hongkong til København.

Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen, hvor det fælles ruteudviklingsprogram Global Connected er forankret, understreger, at mange gode kræfter har arbejdet for at tiltrække nye flyafgange til og fra Kina i forbindelse med det dansk-kinesiske turismeår.

"Med Air Chinas nye rute ser vi endnu et resultat af en stærk, fælles indsats af ministerier, organisationer og Københavns Lufthavn," siger Mikkel Aarø-Hansen.

I Københavns Lufthavn siger administrerende direktør Thomas Woldbye, at man er helt klar til at byde endnu flere kinesiske rejsende velkommen.

"Udover at have kinesiske guider og skilte i lufthavnen og en kinesisk version af vores app har vi fået et samarbejde i gang med Kinas svar på Tripadvisor, DianPing. Og så er butikkerne herude i samarbejde med NETS om at kunne tilbyde de kinesiske rejsende at betale via Alipay - en betalingsapp, som benyttes af flere end 500 millioner kinesere," fortæller Thomas Woldbye.

Fakta:

  • Turen til Beijing med Air Chinas Airbus A330-200, der har plads til 237 passagerer, varer knap 10 timer.
  • Afgang fra Beijing kl. 02.55 på mandage, onsdage, fredage og søndage med ankomst i Københavns Lufthavn samme dag lokal tid kl. 06.45.
  • Fra CPH flyves samme dage kl. 13.15 med ankomst i Beijing den følgende dag kl. 04.10 om morgenen.
  • Statsejede Air China blev dannet i 1988, da regeringen opdelte det daværende CAAC i flere selvstændige selskaber.
  • Selskabet tæller flere end 50.000 ansatte, en flåde på omkring 400 fly og et omfattende rutenet i Kina og internationalt. Er ligesom SAS medlem af Star Alliance.