22.03.2018

1 million passagerer rejser gennem Københavns Lufthavn i påsken

Påsken står for døren, og imorgen starter en af de travleste rejseperioder på året i Københavns Lufthavn. Fra fredag d. 23. marts til og med tirsdag d. 3. april skal hele 1 million passagerer igennem lufthavnen, når danskerne drager på ferie, og turisterne besøger Danmark. Den travleste dag bliver i morgen, hvor 95.000 passagerer krydser hinanden i terminalerne. 

Påsken har altid været en yndet højtid at drage på ferie i, og i år er ingen undtagelse. Mens danskerne pakker kufferterne, forbereder Københavns Lufthavn sig på at tage godt imod de mange passagerer, der skal igennem de næste 12 dage.

”Vi er klar til at tage imod de mange rejsende, der de næste dage flyver på ferie, og de mange turister, der besøger Danmark i påskedagene. Rejsen gennem lufthavnen bliver dog meget nemmere, hvis man også selv forbereder sig hjemmefra på særligt check-in og turen gennem sikkerhedskontrollen,” siger passagerchef i Københavns Lufthavn, Thomas Hoff Andersson.

Det ekstrahøje passagertryk, betyder også, at de, der rejser uden for Europa og til lande uden for Schengen – herunder for eksempel Storbritannien – skal forberede sig på længere ventetid i paskontrollen. Påsken bliver de største rejsedage, siden de nye regler for paskontrol trådte i kraft tilbage i oktober 2017. De nye regler betyder, at samtlige pas skal scannes, hvilket forøger procestiden.

”Det er en god idé at møde op i god tid, hvis man skal igennem paskontrollen i løbet af påsken. Derudover kan man følge sin afgang på CPH.dk eller vores app, hvor de aktuelle ventetider i paskontrollen vil fremgå. Vi har naturligvis også personale til stede, der vil hjælpe passagerene godt igennem,” fortæller Thomas Hoff Andersson.

Sommerprogrammet starter i påsken
Påsken bliver også startskuddet på det travle sommerprogram for 2018, hvor passagererne får hele 52 flere rejsemål at vælge imellem. Det er det største sommerprogram nogensinde, og selvom mange af sommerdestinationerne er gengangere fra sidste år, byder programmet også på 10 helt nye rejsemål. Herunder Bastia på ferieøen Korsika, Sevilla i Spanien, Toulon ved den franske riviera og ikke mindst Hong Kong.

Vi forventer, at det omfattende sommerprogram kommer til at betyde vækst i antallet af passagerer. Det er den forstående påske en rigtig god indikation på, hvor mere end 1 million rejser igennem lufthavnen,” siger Thomas Hoff Andersson.

Flere muligheder for dem, der henter og bringer
De store ferieperioder er højsæson for de, der henter og bringer familie eller venner, der kommer hjem eller skal afsted. Københavns Lufthavn har derfor udvidet området før sikkerhedskontrollen i Terminal 2 med en håndfuld nye spisesteder, hvor man kan sige ordentligt farvel over et måltid eller en kop kaffe og kan tage lækker take-away med hjem, når man lander i lufthavnen.

”Der har de seneste år været stor efterspørgsel blandt passagerer og meeters and greeters på bedre muligheder for siddepladser og større udvalg af spisesteder i området før sikkerhedskontrollen. Det forsøger vi at imødekomme med det nye område i Terminal 2, der også rummer flere siddeområder med mulighed for opladning,” fortæller Thomas Hoff Andersson.

Udvidelsen af Terminal 2 tæller blandt andet Nordens første Pret A Manger, den veganske restaurant 42RAW og ølbaren Bar Jarcobsen.

Gode råd til påskerejsen

  • Mød op i lufthavnen i god tid – særligt hvis du rejser uden for Europa og Schengen
  • Check-in hjemmefra på telefonen eller print dit boarding-kort i forvejen
  • Hvis du rejser med håndbagage så pak elektronik og væsker øverst, så det er nemt at få ud i bakken i sikkerhedskontrollen
  • Husk, at væsker i håndbagagen skal pakkes i en gennemsigtig, genlukkelig pose på max 1 liter, og at væskerne kun må være i beholdere af max 100 ml. Man må medbringe en pose per person
  • Følg din afgang på CPH.dk eller CPH app, så du kan følge med i eventuelle ændringer
  • Hvis du rejser uden for Europa eller Schengen, og derfor skal igennem paskontrollen, kan du følge den aktuelle ventetid på CPH.dk og CPH app
  • Skal du igennem paskontrollen, så hav dit pas oppe af tasken og åbent på billedsiden, når du nærmer dig kontrollen