08.10.2018

Tyrkiet gør comeback som rejsemål for danskerne

Tyrkiet er igen blevet til en attraktiv feriedestination for de rejsende – efter et par års nedgang. Det viser nye tal fra CPH. 

573.728 rejste til og fra Tyrkiet i årets første syv måneder – en markant vækst på 17 procent. I forhold til sidste år er der allerede 81.451 flere passagerer, som har rejst til og fra Tyrkiet. Det betyder, at flere og flere igen er begyndt at finde rejselysten frem og rejse til denne destination.

Selvom der er flere passagerer, der rejser til Tyrkiet, er tallene dog stadig ikke helt oppe at ramme rekorden fra 2015 – men tæt på.

Charterdestinationer tiltrækker danske turister

 

Det er specielt charterlufthavnene i de klassiske danske turistdestinationer som Antalya, Gazipasa, Izmir og Bodrum, der har oplevet de største vækstrater i år i forhold til passagerer.

En af årsagerne for væksten er naturligvis, at der er ruter, der er kommet tilbage på kortet. SAS har blandt andet genåbnet deres rute til Gazipasa i år, som er en af Tyrkiets store charterlufthavne.