04.10.2018

CPH: Varmen lokker i efterårsferien

Det bliver en travl start på efterårsferien i Københavns Lufthavn med flere charterrejsende, flere børnefamilier og flere der rejser til varmen i f.eks. Spanien og Thailand. Næste fredag forventes der op imod 108.000 rejsende i lufthavnen. Husk at forberede jer, lyder rådet til de rejsende. 

Fredag den 12. oktober bliver den helt store efterårsrejsedag i Københavns Lufthavn. Prognoserne siger omkring 108.000 rejsende, og dagen kan dermed blive en af årets største rejsedage.

"Der bliver usædvanligt travlt i terminalerne fredag den 12. oktober, allerede helt fra morgenstunden, da der er rigtig mange tidlige charterafgange og mange børnefamilier," fortæller passagerchef Thomas Hoff Andersson

Meget tyder på, at fredagen kun bliver overgået af sommerferiens to største rejsedage: den 25. juni med 109.399 rejsende og den 13. juli med 108.197 rejsende. Derfor opfordrer passagerchefen de rejsende til at forberede sig ekstra godt.

Husk at forberede rejsen gennem lufthavnen
"Hvis det er muligt, så tjek ind hjemmefra, få printet boardingkort eller download det til telefonen. Husk at pakke håndbagagen rigtigt. Det vil sige ingen væskebeholdere på mere end 100 milliliter, der skal samles i én en-liters pose. Læg laptops, tablets og andet elektronik øverst, så det er nemt at tage ud. Og husk at få det hele med igen efter sikkerhedstjekket," lyder de gode råd fra passagerchefen.

Går rejsen til lande uden for Schengen-samarbejdet som f.eks. Storbritannien, Egypten og Tyrkiet, så skal man igennem paskontrollen. Og her er det en god ide at sætte ekstra tid af til turen gennem lufthavnen og ud til gaten. Man kan følge sit fly i CPH's særlige app, og her se, hvor lang ventetiden er i paskontrollen.

Varme og gratis postkort
Mange efterårsferier går til traditionelle storbydestinationer som London, Paris, Barcelona og Rom. Men efterårsferien betyder også flere charterrejser - og rejser til varmere himmelstrøg.

"De senere år har vi kunnet se, at f.eks. rejsemålene i Spanien og Egypten er populære i efterårsferien. Det samme gælder de længere rejser til USA og til landene i Asien via Doha og Dubai. Vi forventer samme udvikling i år," siger Thomas Hoff Andersson.

Man behøver ikke at vente med at sende en hilsen hjem til man når frem til sit rejsemål. Midt i en digital rejsetid giver lufthavnen i år mulighed for at man helt gratis kan sende et gammeldags postkort, inden man drager afsted på efterårsferie. Der bliver opsat et lille, midlertidigt postkontor i Terminal 2 efter sikkerhedskontrollen.

Forventede antal rejsende i efterårsferien:
Torsdag 11/10:   96.100
Fredag   12/10:  107.900
Lørdag  13/10:    85.500
Søndag  14/10:   97.700
Mandag 15/10:   95.700
Tirsdag  16/10:  79.600
Onsdag  17/10:   82.900
Torsdag 18/10:   91.500
Fredag   19/10:  102.300
Lørdag   20/10:   81.300
Søndag   21/10:   96.600

 

Note: Konkursen hos Primera Air betyder, at flertallet af de passagerer, der skulle flyve på charterrejse med selskabet i efterårsferien, er ved at blive om-booket til andre flyselskaber - primært af de to rejsebureauer Bravo Tours og Apollo.