CPH-trafiktal: Flere flyver via København og ud i verden

September blev travl i Københavns Lufthavn. 2.791.961 passagerer rejste igennem terminalerne år. Væksten på 8,1% i transfer er drevet af de lange, direkte ruter. 

11.10.2018

Antallet af transferpassagerer vokser igen i Københavns Lufthavn. Samlet er der i årets første ni måneder fløjet 2.216.059 passagerer via Københavns Lufthavn og videre ud i verden - en vækst på 1,3% i forhold til samme periode sidste år.

Særligt i september var der mange transferpassagerer. Her voksede trafikken via CPH med 8,1% i forhold til samme måned sidste år.

"Ser vi bag tallene, så er det helt overvejende de lange, direkte ruter fra København til destinationer uden for Europa, der trækker væksten i transfer. Der er kort sagt stadigt flere, der flyver fra Nordeuropa via København og videre til vores mange destinationer i Nordamerika og Asien," siger adm. direktør Thomas Woldbye.

Vigtigt for knudepunktet CPH
SAS står for 80% af transfertrafikken i København, men flyselskaber som Norwegian, Air Canada og Air India er i år også med til at trække væksten i transfertrafikken.

"Det er vigtigt for vores position som internationalt trafikknudepunkt i Nordeuropa, at vi fortsat kan udvikle de lange ruter, så flest muligt vælger at flyve via København ud i verden frem for at flyve via f.eks. Paris, London eller Frankfurt," understreger Thomas Woldbye.

Københavns Lufthavn har i dag 37 interkontinentale ruter. Til december åbner en ny rute til Chengdu i Kina.

Samlet har der i årets første ni måneder været 23.317.168 rejsende igennem terminalerne - en vækst på 3,7% i forhold til samme periode sidste år.

I september voksede antallet af passagerer til 2.791.961. Det er 4,5% flere end samme måned sidste år.

På top 10-listen over destinationer i september er London stadig størst. I september rejste 189.593 på ruterne til den britiske hovedstad, en vækst på 2,9%. Malaga på den spanske solkyst er månedens højdespringer med en vækst på 7,6%.

Download Excel