07.08.2019

Kendte københavnerrestauranter rykker ind i lufthavnen

Københavns Lufthavn satser på mange af de nyeste, gastronomiske stjerner fra Københavns madscene, når den nye del af Terminal 2 åbner med 25 nye butikker, cafeer og restauranter. Lufthavnen løfter nu sløret for de første 10 restauranter, der åbner i området. Her vil de rejsende blandt andet kunne opleve populære spise- og drikkesteder som Mikkeller, The Bird - Kissmeyer, Tapa del Toro og Cock’s & Cows samt internationale favoritter som Espresso House og Pret A Manger. 

For flere end 2 ud af 3 rejsende er shopping og et måltid en vigtig del af rejsen. Derfor fortsætter lufthavnen med at udvide sortimentet af spise- og drikkemuligheder det kommende år. De rejsende i Københavns Lufthavn vil således eksempelvis få mulighed for at smage udvalgte specialgin, mikrobryg på fad og ’Byens bedste burger’, når det nye område i Terminal 2 åbner til juni. Lufthavnen har nemlig nu sat navn på de første 10 nye spise- og drikkesteder, som indgår i det nye område. Der er noget for de fleste, uanset præferencer i smag og budget:

”Vi ønsker at give rejsende autentiske oplevelser ved at tilbyde det bedste fra de ’lokale helte’, altså de dygtigste, danske restauranter og barer, som vi kender fra Københavns pulserende madscene. Men vi vil samtidig fortsætte med at være stedet, hvor man kan finde de store, internationale brands. Vi laver hvert år op mod 100.000 passagerinterviews, og den viden vi får fra de rejsende, bruger vi til at finde det bedste miks af tilbud. Derfor glæder vi os meget til åbningen af det nye område, som vil afspejle efterspørgslen fra vores passagerer og den imponerende madscene, der blomstrer både herhjemme og i udlandet”, siger Lise Ryevad, director for Airport Sales i Københavns Lufthavn.

Det bedste af København i lufthavnen

Mikrobryggeriet Mikkeller er blandt de nye brands, som tjekker ind i lufthavnen senere på året. Her glæder man sig til at kunne servere kolde specialøl i de karakteristiske afslappede omgivelser, som har givet brandet en unik status både hjemme og i udlandet:

”Vi rejser selv rigtig meget i Mikkeller, og der er ingen tvivl om, at Københavns Lufthavn kvalitetsmæssigt er en af de bedste lufthavne i verden – både hvad angår shopping og gastronomi. I vores optik mangler der dog stadig flere muligheder for at få nogle helt særlige øloplevelser, og det vil vi selvfølgelig gerne bidrage med. En stor del af vores kunder er ølturister, der rejser til København for at besøge vores barer og restauranter, så det er sjovt, at vi også kan sige ’goddag’ og ’farvel’ til dem i lufthavnen,” siger Mikkel Borg Bjergsø, stifter af Mikkeller.

Den populære vietnamesiske restaurant LêLê, der i 15 år har givet københavnerne en velsmagende bid af Vietnam, ser også frem til at byde internationale rejsende på en rigtig københavnerklassiker:

”Vi er stolte af at blive en del af det nye område i Københavns Lufthavn, og vi ser frem til at være med til at udvikle lufthavnens allerede spændende madprofil. LêLê Street Kitchen er som koncept lokalt forankret i det københavnske, men vores sortiment har med dets afsæt i det vietnamesiske gadekøkken altid haft et globalt udsyn. Derfor mener vi, at vi med vores lette, friske og velsmagende måltidsløsninger vil kunne tilgodese de mange rejsendes behov,” siger Lâm Lê, administrerende direktør hos LêLê.

Udover Mikkeller og LêLê åbner Cock’s & Cows, Gorm’s, Steffs Place, Retreat, The Bird – Kissmeyer, Pret A Manger, Espresso House og Tapa del Toro i det nye område. De første enheder åbner i juni 2018.

Håndplukkede oplevelser fra Danmark og udlandet

Udvidelsen af det nye område i Terminal 2 tilføjer 4.000 kvadratmeter til Københavns Lufthavn, som vil huse 25 nye shopping- og spisemuligheder. Sammensætningen af de nye spise- og drikkesteder repræsenterer en håndplukket blanding af førende danske og internationale brands:

”Vi håber, at det nyudbyggede område vil fungere som et nyt samlingspunkt for rejsende i lufthavnen, hvor forskellige præferencer imødekommes af et bredt sortiment -uanset om du er til nichebarer, en klassisk burger eller blot en hurtig croissant og kaffe,” siger Lise Ryevad.

I løbet af de kommende måneder vil lufthavnen løfte sløret for de resterende 15 brands, der åbner i det nye område.

Om det udbyggede område i Københavns Lufthavns Terminal 2

  • I gennemsnit har de rejsende 98 minutter i lufthavnen fra gennemført sikkerhedstjek til boarding.
  • 66 % af passagererne shopper og/eller spiser i lufthavnen før afrejse.
  • Tilbygningen opføres i samme skandinaviske design som den øvrige del af lufthavnen med fokus på at skabe en rolig og afslappet atmosfære.
  • For at skabe et ensartet og moderne udtryk moderniseres de eksisterende butikker i området.
  • Udbygningen af lufthavnen efter sikkerhedskontrollen i området mellem Finger A og Finger B bliver gennemført fra 2017 til slutningen af 2018. De første enheder åbner fra juni 2018. Ved udgangen af 2018 vil hele byggeriet stå færdigt.

De ti nye mad- og spisesteder

  • LêLê
  • Mikkeller
  • Steffs Place
  • Gorm’s
  • Retreat
  • Espresso House
  • The Bird - Kissmeyer
  • Cock’s & Cows
  • Tapa del Toro
  • Pret A Manger

For yderligere information, kontakt venligst

Louise Koldsgaard Rasmussen, Senior Brand Manager i Københavns Lufthavn

Mobil: +45 50 51 62 54 

E-mail: louise.rasmussen@cph.dk

Presse billeder