Henrik Peter Jørgensen stopper som kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn

Efter ti år i lufthavnens øverste ledelse søger Henrik Peter Jørgensen, Vice President for External Relations, nye udfordringer. Han stopper i Københavns Lufthavne A/S (CPH) i slutningen af januar 2018.

Skrevet den 10.01 2018

”Jeg er glad for at jeg sammen med mange dygtige kolleger har kunnet bidrage til at udvikle Københavns Lufthavn. CPH er et aktiv for regionen og hele Danmark, og det har været en spændende vej fra de godt 20 millioner årlige rejsende i 2007, til nu næsten 30 millioner. Samspillet med CPH’s mange interessenter blandt politikere, myndigheder, presse, virksomheder og organisationer i både Danmark og Sydsverige har ligget mit hjerte nær.  Men ti år er lang tid, og tiden er nu kommet for mig til at prøve noget nyt. Jeg ved endnu ikke hvad fremtiden vil bringe”, siger Henrik Peter Jørgensen.

”Henrik har siden 2007 bidraget til udviklingen af den lufthavn vi er stolte af i dag. Henrik er et respekteret medlem af CPH’s direktion og har ydet en dedikeret indsats, som har haft væsentlig betydning for CPH’s fremme og succes over årene. Direktionen er kede af at skulle sige farvel til en meget værdsat kollega og ønsker Henrik alt mulig succes for fremtiden”, siger Thomas Woldbye, administrerende direktør for Københavns Lufthavne A/S.

Henrik Peter Jørgensen tiltrådte som driftsdirektør (COO) i CPH i juni 2007. Han kom fra en stilling som driftsdirektør i Banedanmark, hvor han tidligere blandt andet havde været udviklingsdirektør med ansvar for virksomhedsstrategi, kommunikation og organisationsudvikling. Efter to år som driftsdirektør i CPH skiftede Henrik Peter Jørgensen i 2009 til stillingen som Vice President for External Relations.

Processen med at finde en ny direktør for CPH’s External Relations vil snarest blive igangsat. Morten Boje Hviid varetager som hidtil ledelsen af Public Affairs & External Communication, og Kasper Hyllested er pressechef.

Kontakt til CPH Presse