15.01.2018

CPH's kommende Finger E vokser med ny paskontrol og flere gates

Lufthavnens største byggeprojekt, Finger E, har vokseværk. Allerede inden første fase af den kommende finger er færdig, udvides projektet nu fra 7 til 13 gates, ligesom der opføres en helt ny paskontrol. 

Der var i dag rejsegilde for det største byggeri i nyere tid i Københavns Lufthavn: Den kommende Finger E, der skal rumme flere gates til flyene og en helt ny paskontrol.

"Det bliver et flot og markant byggeri med masser af lys og luft til passagererne - og et byggeri, der skaber mere plads til væksten på de lange, interkontinentale flyruter til fjerne rejsemål. Det er en vigtig del af hubben," fortæller lufthavnens administrerende direktør, Thomas Woldbye.

Første fase af Finger E står klar i 2019. Anden fase er allerede nu sat i gang og forventes klar i 2020. Samlet vil det give 36.000 flere m2 til de rejsende og en kommende ny paskontrol. Dertil i alt 13 gates til primært til de store langdistance fly.

Finansministeren: En central den af lufthavnen udbygningsplan

Finansminister Kristian Jensen (V) deltog ved rejsegildet, hvor han glædede sig over, at byggeriet af Finger E skrider frem.

"Finger E er en central del af lufthavnens udbygningsplan, som skal sikre plads til 40 millioner årlige passagerer i fremtiden. Udbygningsplanen afspejler lufthavnens stærke passagervækst over de senere år og er et vigtigt skridt i forhold til at sikre de fremtidige rammer for Danmarks internationale tilgængelighed," siger Kristian Jensen.

Ny paskontrol og bedre plads til politiet

Der skal også opføres en helt ny paskontrol på byggepladsen. Det bliver en 2.200 m2 lys bygning, der skydes ind mellem Finger E og et nyt kontorhus, der også er ved at blive bygget. Kontorhuset skal blandt andet huse groundhandlere og politiets faciliteter.

"Med de nye EU-regler om skærpet grænsekontrol af alle rejsende, er der brug for mere plads til politiets paskontrol, så de rejsende kan få en endnu bedre service. Det er afgørende vigtigt," fortæller Thomas Woldbye.

Der vil i første omgang blive bygget 10 spor til ankommende passagerer og otte spor til afrejsende. Og så er der gjort god plads til at udvide med endnu flere spor.

Varme pølser på en råkold dag

Som traditionen byder var der på dagens rejsegilde varme pølser og sodavand til de omkring 200 håndværkere på den råkolde byggeplads, der ligger lidt "skjult" for passagererne ved siden af gangen ud til Finger F, hvor den nu nedrevne Hangar 1 lå.

"Normalt kan vores mange byggeprojekter - som lige nu i Sikkerhedskontrollen, Terminal 3 og i området mellem Finger A og B - være generende for de rejsende og lufthavnens mange virksomheder og medarbejdere. Vi gør alt, hvad vi kan for at minimere og fjerne gener, eksempelvis ved at bygge om natten eller når der er færrest rejsende. Men det er nemmere med Finger E-projektet, fordi byggeriet ligger et sted uden fly og passagerer, og dermed stort set ikke giver gener for de rejsende," fortæller Thomas Woldbye.

Fakta om Finger E:

  • Det største projekt i Københavns Lufthavn siden byggeriet af Terminal 3 i 1990'erne
  • Samlet 36.000 m2, der bygges i to faser
  • Første fase med 7 gates til flyene, et kontorhus og en 2.200 m2 bygning til ny paskontrol er klar i 2019
  • Anden fase med yderligere 6 gates til primært de store, interkontinentale fly forventes klar i 2020
  • Samlet pris er cirka 1,5 milliarder kroner.

De er med til at bygge Finger E og paskontrollen:

  • Britiske Arup: Masterplanen
  • Danske Niras og APA arkitekter: byggeprogram og bygherrerådgivning.
  • Cowi: konstruktioner og tekniske installationer
  • Zeso arkitekter og Vilhelm Lauritzen: arkitektur og design.
  • Rambøll: Byggemodning
  • Råhus entreprenør: Per Aarsleff
  • Facade: H.S. Hansen
  • Teknik: Kemper & Lauritzen
  • Kompletering: Lindner