11.12.2017

Air India landede til en varm velkomst i Københavns Lufthavn

Lørdag aften landede Air India for første gang i Københavns Lufthavn. De blev modtaget med den traditionsrige vandsalut på landingsbanen og Bhangra-dans og indisk mad på menuen i Gate 39. Både Indien og Danmark var flot repræsenteret, og erhvervslivet er klar til at tage ruten i brug. 

”Velkommen. Det er en historisk dag for Danmark, at vi i dag får genåbnet en direkte forbindelse til Indien og får bundet vores to lande tættere sammen,” sagde Københavns Lufthavns direktør, Thomas Woldbye.

Til stede ved ruteåbningen lørdag aften var blandt andre Air Indias nye Chairman & Managing Director Rajiv Bansal og selskabets kommercielle direktør Pankaj Srivastava, Indiens Ambassadør Agréé i Danmark Mr. Ajit Gupte samt Danmarks Ambassadør i Indien Peter Taksøe-Jensen, der alle har været varme fortalere for ruten mellem New Delhi og København.

Air Indias kommercielle direktør, Mr. Pankaj Srivastava Commercial Director, er glad for at kunne udvide selskabets netværk med et af verdens lykkeligste lande og udtrykte stor glæde og tilfredshed ved åbningen af den nye direkte rute mellem New Delhi og København lørdag aften.

”Hvis der er ét luftfartsselskab, der er "lykkeligt" for at udvide sit netværk til verdens højst rangerende land på "lykkeindekset", så er det Air India, ” siger Pankaj Srivastava.

Den direkte rute med et af Air Indias nye Boeing 787 Dreamliner-fly er resultatet af adskillige års forhandlinger og tæt samarbejde mellem Københavns Lufthavn og Air India – og ikke mindst myndigheder i både Danmark og Indien.

”Den nye rute til Indien er et historisk gennembrud. Antallet af udrejsende indere er fordoblet på verdensplan i løbet af få år. Nu har vi fået hul igennem til et kæmpe marked, som ikke bare hovedstaden, men hele Danmark og Sydsverige kan få glæde af,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen, hvor ruteudviklingsprogrammet Greater Copenhagen Connected, der har bidraget til etableringen af den nye rute, er forankret.

Den nye rute får kongeligt besøg

Inden for kort tid får den nye rute et kongeligt islæt. Hendes Kongelig Højhed Prinsesse Benedikte er passager på Air Indias afgang fra København, når Prinsessen rejser til Indien for at deltage i årets store verdenskongres for pigespejdere.

Danske virksomheder står også klar til at benytte den nye rute. Til november flyver den første store danske erhvervsdelegation med fødevareministeren i spidsen til New Delhi til World Food India konferencen. Og flere forventes at følge efter.

Den danske samhandel med Indien har i dag en værdi af knap 10 mia. kr. Og der er potentiale for meget mere, vurderer Udenrigsministeriet. Med 1,3 milliarder indbyggere og en økonomisk vækst på omkring syv procent er Indiens indflydelse i verden voksende – og sideløbende med det voksede ønsket om at få genetableret en direkte flyrute fra Danmark.

I Indien har Den Danske Ambassade arbejdet tæt sammen med lufthavnen om at få ruten til at lykkes.

”Danmark og Indien er i dag rykket tættere på hinanden til stor fordel for både vækst, samhandel og især kontakten mellem den danske og den indiske befolkning. Indien er nu ligeså tæt på Danmark som østkysten i USA, og det vil helt sikkert medføre at mange flere danskere nu vil drage øst på for at opdage den fantastiske indiske kultur, ” siger Peter Taksøe-Jensen, Danmarks Ambassadør i Indien.

Nye feriedestinationer til rejselystne danskere

Med den nye direkte rute kan danske rejsene også se frem til bedre og hurtigere forbindelser til indiske feriedestinationer som Goa og Kerala og New Delhi som en spændende storbydestination. Ruten giver derudover også bedre forbindelser til Australien og andre destinationer i Asien.

Fakta om Air India

  • Air India vil flyve fra København til Delhi tirsdag, torsdag og lørdag klokken kl. 20:45.
  • Air India er som SAS medlem af Star Alliance. Det betyder, at SAS i samarbejde med Air India kan flyve passagerer fra hele Skandinavien via København til Indien.
  • Danske rejsende får også mulighed for at flyve via Air Indias hub i New Delhi og videre til f.eks. Australien og andre rejsemål i Asien.
  • Indien er verdens næstmest folkerige land med knap 1,3 mia. indbyggere.
  • Delhi i det nordøstlige Indien er landets hovedstad og næststørste by efter Mumbai. Ved folketællingen i 2011 blev der registreret 16,7 mio. indbyggere i Delhi. Der formodes i dag at bo flere end 20 millioner.
  • Air India flyver i dag til 8 destinationer i Europa fra New Delhi.

Download billleder

Billeder fra ruteåbning - 4 stk - i .ZIP-fil