10. juli blev den største rejsedag nogensinde i CPH

Med 104.609 passagerer gennem terminalerne blev mandag den 10. juli den mest travle dag nogensinde i Københavns Lufthavns historie. Hele 3 mio. passagerer var gennem terminalerne i juli. Og flere har i år valgt at rejse langt på sommerferie til især USA og Asien.

Skrevet den 10.08 2017

Mens regnen har rusket i Danmark, har der været ekstra tryk på terminalerne i Københavns Lufthavn de første to sommermåneder.

Sidste års rekord for flest rejsende på én dag blev slået hele tre gange alene i juli måned. Den hidtidige rekord på 104.203 passagerer fra 18. juli 2016 blev overgået med 104.238 den 17. juli, 104.310 den 3. juli og ikke mindst på den nye rekorddag mandag den 10. juli med 104.609 passagerer.

10 dage i juli rejste flere end 100.000 passagerer gennem terminalerne. I hele 2016 var der til sammenligning blot fem dage, hvor passagertallet nåede over 100.000 på én dag.

For ikke mange år siden lød 100.000 passagerer næsten usandsynligt. Nu er det normalen på en travl sommerdag, forklarer administrerende direktør Thomas Woldbye.

”Det betyder, at lufthavnen, flyselskaberne, politiets paskontrol og groundhandlerne, der står for f.eks. bagage, check-in og boarding, er bemandet og klar til at få de mange rejsende godt igennem lufthavnen og flyene afsted,” siger Thomas Woldbye.

Stor indsats af alle i lufthavnen
Alle har gjort en stor indsats de første travle sommermåneder, understreger han.

”Tag f.eks. security. I gennemsnit har ventetiden i juli været kortere end 5½ minut, og på den mest travle dag, den 10. juli, var ventetiden i gennemsnit knap 6 minutter. Det er flot,” siger Thomas Woldbye.

”Rejsedagene i juli er generelt større end ved skoleferiens start i juni. I juli ser vi rejsestrømmen gå begge veje, fordi rigtig mange kommer hjem, samtidig med at mange stadig rejser ud på ferie,” fortæller Thomas Woldbye.

Samlet rejste 3.012.499 gennem terminalerne i juli måned. Det er første gang, at flere end 3 mio. rejser gennem Københavns Lufthavn på en enkelt måned. Den samlede vækst blev på 0,8% i forhold til den travle juli sidste år, hvor væksten var 9,6%. År til dato er antallet af passagerer vokset 2%.

Denne sommer har flere danskere valgt at rejse langt på sommerferie. Det kan ses på den interkontinentale trafik, der i juli voksede 6,1% i forhold til samme måned sidste år.

”Flere danskere rejser langt – også når de skal på sommerferie. Vi ser en flot vækst i antallet af rejsende til USA, bl.a. på grund af SAS’ nye rute til Miami og Norwegians nye rute til Oakland ved San Francisco. Topscorer blandt de fjerne sommerdestinationer er dog stadig rejsemålene i Asien som f.eks. Thailand,” siger Thomas Woldbye.

Download Excel