11.12.2017

Københavns Lufthavn er Europas mest effektive

Københavns Lufthavn er endnu en gang kåret til at være Europas mest effektive. Det er afgørende for at kunne tiltrække nye flyruter og samtidig en anerkendelse af samarbejdet med blandt andre flyselskaberne om effektiv drift og digitale løsninger. 

750 starter og landinger. 80.000 passagerer. 30.000-35.000 stykker bagage. Hver dag. At drive Københavns Lufthavn er et kompliceret puslespil.

Hver eneste dag opstår der situationer, som kan forrykke brikkerne i det store puslespil, der skal sikre, at flyene kommer af sted til tiden, og de rejsende kommer hurtigt og sikkert igennem lufthavnen.

Det er Københavns Lufthavn så dygtig til, at verdens førende forskere inden for luftfart i Air Transport Research Society (ATRS) har i dag kåret Københavns Lufthavn som Europas mest effektive. Det er 12. gang ud af 14 mulige, at Københavns Lufthavn tager prisen.

Dygtige medarbejdere bag prisen

”Vi er meget stolte over prisen som Europas mest effektive lufthavn – en pris, der i høj grad skyldes vores dygtige medarbejdere,” fortæller administrerende direktør Thomas Woldbye.

”Vi knokler hver dag for at drive en effektiv og attraktiv lufthavn. Det gør vi ved at arbejde tæt sammen med flyselskaberne om at nedbringe de samlede omkostninger ved at flyve til og fra København. Og det gør vi ved at lytte til passagerernes ønsker og behov og gøre det nemt og hurtigt for de rejsende at komme gennem lufthavnen,” fortæller Thomas Woldbye.

At være effektiv tiltrækker flyruter

En af de vigtigste opgaver for Københavns Lufthavn er at få tiltrukket nye flyruter og flere afgange – i skarp konkurrence med de andre store lufthavne i Nordeuropa. I det arbejde spiller effektivitet en væsentlig rolle:

”Skandinavien er et højomkostningsområde, også for flyselskaberne. Vi skal være effektive, så de samlede omkostninger holdes nede. Derfor spiller det en væsentlig rolle, at vi igen har fået prisen som Europas mest effektive lufthavn,” siger Thomas Woldbye.

Danskerne er digitale

Danskerne er et af verdens mest digitale folk. Vi går i netbanken frem for at troppe op i filialen, vi handler på nettet, vi streamer film og musik hjemme i sofaen.

"Vores digitale liv har også fået mere end godt fat i rejselivet,” understreger Thomas Woldbye.

Vi finder flybilletter på nettet, checker ind på mobilen, printer selv bagagetags ud på automaterne i lufthavnen, afleverer kufferten på automatiserede bagagedrops, scanner vores boardingkort før sikkerhedskontrollen og følger flyafgangene på lufthavnens app.

”At danskerne er så digitale, har betydet, at vi har kunnet udvikle de digitale muligheder bedre end mange af vores lufthavnskolleger rundt om i Europa,” forklarer Thomas Woldbye.

Mest effektive lufthavn

Netop Københavns Lufthavns fokus på at optimere og automatisere er en af begrundelserne for, at København igen er blevet belønnet med prisen som Europas mest effektive lufthavn.

Prisen uddeles hvert år af førende internationale forskere og luftfartseksperter i ATRS, som analyserer og vurderer effektiviteten i alverdens lufthavne.

I ATRS’ begrundelse fremhæves også Københavns Lufthavns evne til at håndtere kompleksitet. At 94% af trafikken i København er udenrigs, stiller store krav til eksempelvis sikkerhed, bagagehåndtering og transfer. Men på trods af det daglige komplekse puslespil er CPH's medarbejdere dygtigere end kollegerne i andre europæiske lufthavne til at arbejde effektivt og holde udgifterne til driften nede.

Innovation skal være en del af kulturen

”Vi har meget dygtige medarbejdere, og prisen skal i høj grad tilskrives medarbejdernes evne til selvstændigt og dygtigt at løse opgaver og problemer. Alle er gode til at tage ansvar og komme med forslag og idéer,” forklarer Thomas Woldbye.

Han fremhæver et nyt initiativ, som lufthavnen netop har sat i værk for at styrke medarbejderinnovationen:

”Vi har åbnet et system, hvor alle medarbejdere hurtigt kan komme med forslag til processer eller områder, hvor man med deres øjne med fordel kan bruge digitale løsninger. Vi ser så meget hurtigt på, om det er noget, der vil kunne lette. Virker det, så kan vi brede det ud i hele lufthavnen hurtigt,” forklarer Thomas Woldbye.