18.09.2017

Ny lounge i lufthavnen til rejsende på de lange ruter

Lounges i lufthavnen med ro, mad og drikke er ikke kun for særligt udvalgte. Alle kan købe sig adgang til de fleste af lufthavnens lounges. Det gælder også den 850 m2 nye Eventyr-luksuslounge i Finger C efter paskontrollen. Den åbner i dag klokken 13. 

Passagererne og flyselskaberne i Københavns Lufthavn har længe ønsket en lounge i Finger C efter paskontrollen. Det er herfra, flyene på non-Schengen-ruter og de lange interkontinentale ruter afgår. For kommerciel direktør i Københavns Lufthavn Peter Krogsgaard opfylder den nye Eventyr Lounge tre vigtige krav for at blive en succes: Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed.

”Med 36 destinationer til fjerne rejsemål og stadigt flere passagerer har lufthavnen og flyselskaberne virkelig manglet en lounge efter paskontrollen. Den får vi nu – for både forretningsrejsende og for de stadigt flere ferierejsende, der også ønsker at kunne benytte lounges og få slappet af med ro, mad og drikke ad libitum før rejsen,” siger Peter Krogsgaard.

Hver dag besøger flere end 5.000 rejsende de nu syv lounges i Københavns lufthavn. Af dem er en tredjedel ferierejsende.

Den nye Eventyr Lounge skal drives af firmaet Menzies Aviation, der også er groundhandler og håndterer fly og passagerer i lufthavnen.

”Den nye lounge får 200 pladser opdelt i forskellige zoner til ren afslapning eller arbejde med danske designmøbler fra Hay og Erik Jørgensen,” fortæller Jakob Bo Andersen, Station Manager hos Menzies Aviation i Københavns Lufthavn.

Der vil være masser af strømstik, iPads til udskrivning af boardingkort, en bar og mulighed for at tage et bad før den lange rejse. Og så skal der satses på god mad og vin.

”Vores ambition er at have det største udbud og tilbyde den bedste loungemad i Københavns Lufthavn. Og så er vi klar med et nyt vinkoncept: Et Vinotek med et flot udvalg,” siger Jakob Bo Andersen.

Den nye Eventyr Lounge ligger på toppen af Finger C med indgang ved gate C 26.

”Hele vejen rundt i loungen vil du kunne nyde udsigten ud over lufthavnen. Man får en 180 graders udsigt og kan derfor se alle starter og landinger, kontroltårnet, Øresund med vindmøllerne og Øresundsbroen. Foran vinduespartiet vil der være en kant med ægte mos og planter. Alt sammen noget, der kommer til at gøre Eventyr Lounge til et helt unikt sted,” siger Jakob Bo Andersen.

Foreløbig har Menzies Aviation en aftale med British Airways, men der forhandles nu med en lang række flyselskaber om, at de skal kunne tilbyde Eventyr Lounge til deres passagerer. Loungen er dog ikke forbeholdt rejsende på business class eller med særlige billetter. Som i resten af lufthavnen kan man købe dagsbillet og benytte alle faciliteterne. Prisen i Eventyr Lounge er 250 kr.

Fakta om lounges i CPH:

• Med den nye Eventyr Lounge er der i dag syv lounges at vælge imellem i Københavns Lufthavn.
• Til oktober åbner yderligere en non-Schengen-lounge i Finger D.
• 5.000 rejsende benytter lounges hver dag, af dem er ca. en tredjedel ferierejsende.
• Omkring halvdelen af loungegæsterne har adgang via de billetter, der er købt hos de forskellige flyselskaber.