Flere rejste langt i februar

Vinterferien byder for flere danskere på en flyrejse, og det mærkes i Københavns Lufthavn, hvor knap 2% flere rejste gennem lufthavnen i år end samme måned sidste år. De lange, interkontinentale ruter vokser mest.

Skrevet den 10.03 2017

1.983.286 mennesker rejste gennem Københavns Lufthavn i årets korteste måned, februar. Det var 1,9% flere end samme måned sidste år, svarende til en vækst på 37.744 passagerer. Europa-trafikken voksede 1,7%, mens den interkontinentale trafik steg 6,7%. Dermed fortsætter tendensen med vækst på de lange ruter:

”De lange ruter er vigtige, og den fortsat høje vækst understreger, at der er stor efterspørgsel efter direkte flyruter til destinationer uden for Europa. Vi har de senere år formået at tiltrække en række nye langdistanceruter til Københavns Lufthavn og havde ved årsskiftet direkte ruter til 36 destinationer uden for Europa, hvor særligt antallet af ruter til Nordamerika er blevet øget. Det betyder, at det eksempelvis er blevet langt lettere for amerikanske turister at komme til København, ligesom danske virksomheder har fået direkte adgang til vigtige markeder. Udbygningen af Københavns Lufthavn til at kunne rumme 40 mio. passagerer handler i høj grad om at skabe plads til endnu flere langdistanceruter,” siger Thomas Woldbye, administrerende direktør for Københavns Lufthavne A/S, og fremhæver, at mange flyselskaber her i marts åbner nye ruter i forbindelse med sommerprogrammet:

”Norwegian åbner sin rute til Oakland ved San Francisco i slutningen af måneden, ligesom SAS åbner ruter til både Færøerne, Riga, Malta og Sardinien, mens Wizz Air åbner en rute til Kiev. Herudover åbner Ryanair, Blue Air, Air France og Nextjet ruter til andre interessante destinationer. Det vidner om, at der fortsat er stor interesse for at flyve til og fra København,” siger Thomas Woldbye.

Februar 2017 var én dag kortere end februar 2016, hvilket betyder, at væksten pr. dag var 5,6% sammenlignet med sidste år. London var med 196.379 passagerer den destination med flest rejsende i februar, mens München var den blandt de 10 største destinationer med højest vækst: 18,4%. År til dato har 3,7% flere rejst gennem Københavns Lufthavn sammenlignet med samme periode i 2016.

Download data som MS-Excel-fil her

Download billede i høj opløsning af Thomas Woldbye, CEO her

 

Fakta om CPH

Hent Key Facts & Figures 2016 om CPH CPH Key Facts & Figures 2016