Længere ventetider
Vi oplever i øjeblikket ekstra travlhed i lufthavnen. Det kan betyde længere ventetid end normalt. Kom derfor i ekstra god tid og vær forberedt med de nødvendige rejsedokumenter. Følg dit fly og få råd og vejledning til din rejse her.
Vi oplever i øjeblikket ekstra travlhed i lufthavnen. Det kan betyde længere ventetid end normalt. Kom derfor i ekstra god tid og vær forberedt med de nødvendige rejsedokumenter. Følg dit fly og få råd og vejledning til din rejse her.
 
18.09.2017

Blue Air klar til at indtage København

De rejsende i Københavns Lufthavn får i dag endnu et flyselskab at vælge mellem. Blue Air er navnet. Ruten går til Torino i Norditalien. Til juni åbner selskabet endnu en rute, denne gang til Bukarest. 

Blue Airs Boeing 737-500 letter for første gang her mandag formiddag fra København med kurs mod Torino i Norditalien. Dermed har de rejsende i Københavns Lufthavn fået et helt nyt selskab at flyve med – og nye destinationer at vælge mellem.

Allerede til juni åbner Blue Air endnu en rute fra København – denne gang til Rumæniens hovedstad, Bukarest. Hos Blue Air er den kommercielle direktør, Tudor Constantinescu, glad for de foreløbig to nye ruter:

”Vi har haft kig på det danske marked i et stykke tid,” siger han.

Tættere på Norditalien
Til Torino vil Blue Air flyve tre gange om ugen med en 120-sæders Boeing 737-500. Der vil være afgange mandag, onsdag og lørdag.

”Skandinavien er en mere og mere populær destination for italienske rejsende, særligt for rejsende fra Piemonte-regionen. Derudover har vi identificeret en stor efterspørgsel fra det storkøbenhavnske område efter rejser til Torino,” siger Tudor Constantinescu.

Samme erfaring har Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

”Vi oplever en stor vækst i antallet af italienske turister, der rejser til Danmark. Og så vil den nye Blue Air-rute til Torino betyde, at man om sommeren hurtigt vil kunne nå ud til populære kystbyer som Savona, San Remo og Genova – og om vinteren komme hurtigt til en række attraktive skidestinationer i de italienske og franske Alper,” siger Peter Krogsgaard.

 ”Og så er der jo lige Torinos stolthed – det berømte fodboldhold Juventus,” tilføjer han.

Blue Air udvider
Den næste Blue Air-rute åbner til juni mellem København og Bukarest med tre ugentlige afgange – mandag, onsdag og fredag – med et Boeing 737-400-fly med 162 sæder. Og det er måske ikke den sidste Blue Air-rute fra København.

”Med et stort opland, en stærk økonomi og et pulserende byliv er København i vore øjne en oplagt første destination i Danmark, og vi håber at udvide med endnu flere ruter i den kommende tid. Det er en vigtig styrkelse af vores position på det nordiske marked,” siger Tudor Constantinescu.

Fakta:

  • Blue Air har hovedbase i Rumæniens hovedstad, Bukarest, samt en større base i norditalienske Torino. Selskabet har også baser på Cypern, i Liverpool samt tre andre steder i Rumænien.
  • Blue Air flyver til 50 destinationer i 13 europæiske lande. Dertil kommer en række indenrigsdestinationer.
  • 3,6 mio. rejsende var i 2016 om bord på Blue Airs flåde af foreløbig 24 Boeing 737-fly.
  • Selskabet blev etableret i 2004 og er i dag Rumæniens største flyselskab.