15.01.2018

Flyv direkte på skiferie til 23 destinationer fra CPH

I morgen lørdag har easyJet premiere på ruten til svenske Östersund. Dermed er der hele 23 rejsemål at vælge imellem, når turen går fra Københavns Lufthavn til pisterne og løjperne i Norden og i Alperne. Men husk det kræver lidt ekstra tid i lufthavnen, hvis man rejser med hele udstyret. 

Danskernes lyst til at få ski på og udfordre naturen på Alpernes pister og Nordens løjper bliver bare ved med at vokse. I denne skisæson er der endnu flere direkte rejsemål at vælge imellem: hele 23.

Om det er til Tromsø i Nord eller til de Slovenske Alper ved Ljubljana i Syd. Til rejsemålene i Frankrig eller Norditalien.  Så er der denne vinter 3,2 procent flere flysæder til salg til sneklædte rejsemål i Europa.

Nyeste sneskud på stammen er easyjets rute til svenske Østersund, der 1.000 kilometer fra CPH kan lokke med to af Sveriges store skisportssteder Åre og Vemdalen. Byen byder også på skøjtebane, snescooter-safari, hundeslædeløb og udsigt over Sveriges femtestørste sø.

Dertil kommer, at Nordeuropas bedste skistadion centralt i byen med 90 km spor for dem, som vil træne eller prøve langrend. Den nye rute til Östersund flyves hver lørdag.

1.600 par ski på en almindelig lørdag

At vintersæsonen er over os kan også mærkes i Københavns Lufthavn, ikke mindst i bagagen, fortæller passagerchef Thomas Hoff Andersson.

”Mange vælger at rejse med hele udstyret – inklusiv skiene. Og her skal man være forberedt på, at det kan tage lidt længere tid at tjekke ind, fordi skiene skal afleveres ved et af de to servicesteder for odd-size bagage, som det hedder her i lufthavnen,” fortæller Thomas Hoff Andersson.

Der kan afleveres odd-size bagage for enden af terminal 2 og i terminal 3. Man kan tjekke hvor hos det selskab, man skal flyve med.

På en almindelig lørdag i vintersæsonen afleveres der cirka 1.600 par ski. Derfor har passagerchefen også en venlig opfordring til de skirejsende.

”Selvom rejsefeberen raser og man glæder sig, skal man lige være opmærksom på, at en skitaske altså fylder godt i en travl lufthavn med masser af andre rejsende. Så husk at hold tasken lodret eller sæt den lodret på en bagagevogn, så du ikke rammer de andre passagerer,” siger Thomas Hoff Andersson.

Norge er den mest populære ski-destination. I den travle vinterferie uge 7 er der i alt 107 afgange til naboerne i nord.

CPH har fået produceret denne lille info-film om at rejse med ski. Find den på linket her