En stærk sommer sikrer passager-rekord i Københavns Lufthavn

Det middelmådige danske sommervejr var medvirkende til, at flere end 8 mio. mennesker rejste gennem Københavns Lufthavn i årets 3. kvartal.

Skrevet den 16.11 2017

22.482.401 mennesker er rejst gennem Københavns Lufthavn i årets første ni måneder. Alene i tredje kvartal var der 8.461.576 rejsende gennem lufthavnen, hvilket er det højeste antal rejsende på et kvartal i lufthavnens historie. Passagervæksten i årets første ni måneder blev på 1,6%.

”Den udvikling, vi har set i årets første måneder, fortsatte hen over sommeren. Flere danskere og sydsvenskere rejste på ferie, og mange, især sydeuropæere og amerikanere, valgte at tilbringe flere feriedage her i landet. Begge dele er med til at sikre en fortsat vækst sammenlignet med sidste sommer. De senere år har vi arbejdet hårdt på at tiltrække nye langdistanceruter, og vi har i år haft 6% flere passagerer på netop de lange ruter. Senest åbnede Air India i september en direkte rute til Delhi, og Cathay Pacific og SAS har annonceret, at de fra foråret begynder at flyve til henholdsvis Hongkong og Beirut,” siger Thomas Woldbye, adm. direktør i Københavns Lufthavne A/S.

Det øgede passagertal betød en stigning i omsætningen. Fra 1. april 2017 blev hotelaktiviteten indregnet på nettobasis som følge af den nye operatøraftale med Nordic Choice. Korrigeret for effekten heraf er den underliggende omsætning steget 4,1%. Resultatet før skat blev DKK 1.301,3 mio., svarende til en vækst på 2,6%.

På den baggrund fastholder Københavns Lufthavne A/S forventningerne til årets resultat før skat, når der tages højde for særlige forhold, i intervallet DKK 1.600-1.700 mio.

Vækst i den ikke-aeronautiske forretning
Den ikke-aeronautiske del af forretningen, heriblandt shoppingcenter og parkering, voksede som følge af det stigende passagertal.

Omsætningen i shoppingcentret er steget 8,1%, hvilket hovedsageligt skyldes en stigning inden for restauranter og caféer, mens parkering bidrog med 2,6%.

”Syv ud af 10 rejsende forventer at kunne få en ordentlig kop kaffe eller noget godt at spise, når de er i lufthavnen. Derfor er det vigtigt for os, at vi har det rette udbud af spisesteder, som matcher de rejsendes krav. Derfor fortsætter vi med at forbedre udbuddet løbende og åbner i løbet af de kommende måneder en række nye tilbud i området inden sikkerhedskontrollen med bl.a. Nordens første Pret A Manger ligesom der kommer endnu flere muligheder for sund og økologisk mad,” siger Thomas Woldbye.

Højt investeringsniveau fortsætter 
CPH har i årets første ni måneder haft et højere investeringsniveau end i samme periode i fjor. Således er der i årets første ni måneder allerede investeret DKK 1.029,1 mio., i bl.a. udvidelse af Terminal 2 før sikkerhedskontrollen, den centrale sikkerhedskontrol, udbygning af terminalområdet mellem Finger A og B samt etablering af den nye Finger E. Derudover er der investeret i at udvide paskontrollen i Finger C som følge af de nye EU-regler, der kræver 100% paskontrol ved rejser til og fra Schengenlande.

”Vi besluttede tidligere i år at øge vores investeringsniveau yderligere, så vi forventer at investere ca. 1,3 mia. kr. i at udbygge og forbedre lufthavnen til fremtiden. De omfattende byggeprojekter, vi har sat i gang, forløber planmæssigt. Vi vil åbne den nye sikkerhedskontrol i slutningen af året og næste år udvidelsen af terminalområdet efter sikkerhedskontrollen, som skaber endnu mere plads og nye tilbud til de rejsende,” siger Thomas Woldbye.

National luftfartsstrategi

Den nye regulering vedrørende den nationale luftfartsstrategi er netop blevet offentliggjort, og CPH vil kommentere indholdet i en særskilt meddelelse.

  

­ Highlights af resultaterne

  • Passagertallet i Københavns Lufthavn steg 1,6% i de første ni måneder af 2017. Antallet af lokaltafgående passagerer steg 3,9%, og transferpassagerer faldt 6,7%. 
  • Omsætningen steg 1,2% til DKK 3.378,2 mio. (2016: DKK 3.337,4 mio.), primært som følge af vækst i antallet af afgående internationale passagerer. Den underliggende omsætningsvækst er på 4,1%, når der korrigeres for den nye hotelaftale. 
  • Grundet vedvarende fokus på omkostningseffektivitet er omkostningerne pr. passager faldet 0,9% trods øget regulering, når der korrigeres for særlige forhold og effekten den nye hotelaftale. 
  • EBITDA korrigeret for særlige forhold steg 5,7% til DKK 2.041,2 mio. (2016: DKK 1.930,5 mio.). Rapporteret EBITDA steg 5,5% til DKK 2.026,2 mio. (2016: DKK 1.920,5 mio.). 
  • EBIT korrigeret for særlige forhold steg 3,1% til DKK 1.457,0 mio. (2016: DKK 1.412,6 mio.). Rapporteret EBIT steg 2,8% til DKK 1.442,0 mio. (2016: DKK 1.402,6 mio.). EBIT er påvirket af en stigning i afskrivningerne på 12,8% som konsekvens af de store investeringer i vækst. 
  • Nettofinansieringsomkostningerne steg DKK 6,8 mio. sammenlignet med de første ni måneder af 2016, hvilket bl.a. skyldes et øget investeringsniveau, der delvist blev modsvaret af forbedrede lånevilkår. 
  • Resultat før skat korrigeret for særlige forhold steg 2,9% til DKK 1.316,3 mio. (2016: DKK 1.278,7 mio.). Rapporteret resultat før skat steg 2,6% til DKK 1.301,3 mio. (2016: DKK 1.268,7 mio.). 
  • Anlægsinvesteringer udgjorde DKK 1.029,1 mio. i de første ni måneder af 2017 (2016: DKK 664,7 mio.). Årets første ni måneder har været præget af udvidelse af kapaciteten i den centrale sikkerhedskontrol, udvikling af widebody-faciliteterne, udvidelse af Terminal 2 airside, etablering af Finger E samt diverse investeringer i vækst.