11.12.2017

CPH og de regionale lufthavne vil styrke indenrigstrafikken

September blev en måned uden passagervækst i forhold til den meget travle september sidste år. En af årsagerne er et fald i indenrigstrafikken på 7,3% i september. Københavns Lufthavn har netop startet en stor kampagne sammen med de regionale lufthavne og flyselskaberne om at styrke indenrigsflyvningen i Danmark 

2.672.710 passagerer rejste igennem Københavns Lufthavn i september. Det er 3.000 færre end sidste år – et lille fald på 0,1%.

En af årsagerne er et fald i indenrigstrafikken. Antallet af indenrigsrejsende er år til dato faldet med 5,7%, i september alene med 7,3%.

”For mange danskere er indenrigsfly simpelthen forsvundet fra radaren, når de skal rejse på tværs af landet. Især mange i hovedstaden kender ikke til mulighederne for eksempelvis at flyve til Sønderborg, Bornholm eller Midtjylland. Den udvikling skal vi have vendt, så vi får bundet Danmark bedre sammen,” siger adm. direktør Thomas Woldbye.

Landsdækkende kampagne for indenrigs

Derfor har Københavns Lufthavn netop lanceret en landsdækkende indenrigskampagne i samarbejde med de regionale lufthavne og de selskaber, der flyver indenrigs.

En undersøgelse fra Userneed foretaget for Københavns Lufthavn viser, at 4 ud af 10 danskere ikke ved, at der findes syv indenrigslufthavne i Danmark. Endnu færre ved, at der er flere end 600 afgange hver uge at vælge imellem, når man skal hurtigt til og fra Jylland, Bornholm og hovedstaden.

Undersøgelsen viser også, at 55% af danskerne oplever, at geografisk afstand er hovedårsagen til, at de har mindre kontakt, end de ønsker, til deres nære venner og familiemedlemmer.

”Ønsket om mere kontakt mellem venner og familie på tværs af landet viser, at der fortsat er stort potentiale for indenrigsflyvning. Dertil kommer danske virksomheder, der også skal have de bedst mulige forbindelser til hovedstaden – og videre ud i verden med de knap 160 internationale flyruter fra Københavns Lufthavn,” siger Thomas Woldbye.

Aalborg nummer 6

På top 10 over de mest travle destinationer er Aalborg nummer 6. I årets første ni måneder er 634.691 fløjet mellem Aalborg og København. Internationalt er London stadig den største destination, selv om trafikken i september faldt 10,3%på grund af easyJets lukning af ruten til Luton.

År til dato er det samlede passagertal i CPH steget 1,6%. Chartertrafikken voksede i september 2,5% og ligger i år på en samlet vækst på 2,5%.

De lange interkontinentale ruter ud af Europa voksede 6% i september. År til dato har væksten været på 7,2%.

Væksten på de lange ruter ser ud til at fortsætte. Air India startede sin nye rute mellem New Delhi og København den 16. september, og næste år åbner Cathay Pacific en direkte rute mellem Hongkong og København.

Download Excel