CPH's fortsatte vokseværk skaber økonomisk udvikling og vækst i Danmark

13,7 mio. passagerer rejste gennem Københavns Lufthavn i første halvår af 2016, en markant vækst på 11,0%. Siden første halvår 2015 er der åbnet 40 nye ruter, hvoraf de 19 er til nye destinationer. En rapport fra DAMVAD Analytics viser, at de nye passagerer og ruter i år har bidraget med ca. DKK 1,7 milliarder til det danske BNP. Passagervæksten betyder, at forventningerne til året opjusteres. 

10.08.2016

Københavns Lufthavn har haft sit mest travle halvår nogensinde. 13.704.859 passagerer rejste igennem lufthavnen, en stigning på 11,0% sammenlignet med første halvår 2015.

Særligt den internationale trafik voksede kraftigt i årets første halvdel. 11,2% flere rejste med fly på langdistanceruterne uden for Europa, mens den europæiske trafik steg med 11,3%. Indenrigstrafikken voksede ligeledes solidt og lå 7,0% over niveauet i første halvår 2015.

”Den kraftige vækst afspejler Danmarks forbedrede tilgængelighed, som ikke bare gavner alle danskere, men også udenlandske turister og forretningsrejsende. Det er et af vores hovedfokusområder i CPH, og vi er begejstrede for, at vores strategi om at forbedre tilgængeligheden til Danmark bærer frugt,” siger Thomas Woldbye, der er administrerende direktør i Københavns Lufthavne A/S.

”Vi har de senere år arbejdet hårdt på at få tiltrukket nye ruter til København. Nye ruter åbner verden for danskerne, men tiltrækker i højere grad folk fra resten af verden. Turister og forretningsrejsende er med til at øge indtjeningen i turistbranchen i hele Danmark og er dermed med til at skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark,” siger Thomas Woldbye.

Der er siden første halvår 2015 åbnet 40 ruter fra København – dels nye ruter til destinationer som Boston, Sofia, Skopje og Yekaterinburg, dels med nye flyselskaber til eksisterende destinationer som Rom, Madrid og Istanbul. Dertil kommer en lang række nye sommerruter.

Flere ruter og afgange betyder flere rejsende til Danmark. Thomas Woldbye fremhæver, at en analyse fra CPH har vist, at antallet af udenlandske turister, der rejste til København, steg med 27,2% i første kvartal af 2016 sammenlignet med 2015.

DKK 1,7 mia. ekstra til samfundsøkonomien
DAMVAD Analytics har beregnet, at væksten i Københavns Lufthavn i perioden 2005 til 2015 har bidraget markant til samfundsøkonomien og øget Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) med ca. DKK 31 mia.

Alene det seneste halve års fremgang i Københavns Lufthavn har skabt vækst og arbejdspladser i samfundet til en værdi af ca. DKK 1,7 mia.

”1,7 mia. kr. er et ganske væsentligt ekstra bidrag fra Københavns Lufthavn til Danmarks velstand. Derfor arbejder vi også fokuseret på at skaffe endnu flere ruter og dermed mere tilgængelighed og vækst til gavn for hele Danmark,” siger Thomas Woldbye.

Analysen af samfundsbidraget fra Københavns Lufthavn er udarbejdet i 2016 af DAMVAD Analytics på baggrund af en omfattende analyse foretaget af InterVISTAS af 125 europæiske lufthavne.

Et solidt halvårsresultat
Den store vækst i antallet af rejsende er også med til at sikre Københavns Lufthavne A/S (CPH) et godt halvårsresultat. Omsætningen steg med 10,1%, samme niveau som passagervæksten, bl.a. som følge af at taksterne har en real flad udvikling. Trods en massiv investering i securityområdet har CPH på andre områder fastholdt sit fokus på effektivitet. Det er således lykkedes at reducere omkostningerne pr. passager med 3,9% i forhold til samme periode sidste år. Dette medfører en stigning i resultatet før skat korrigeret for særlige forhold på 20,1% til DKK 750,3 mio., svarende til DKK 125,5 mio.

På baggrund af den markante vækst i Københavns Lufthavn opjusteres forventningerne til årets resultat før skat, når der tages højde for særlige forhold, fra intervallet DKK 1.450-1.550 mio. til DKK 1.550-1.650 mio.

Fortsat højt investeringsniveau
Væksten og værdiskabelsen betyder, at CPH fortsat har et meget højt investeringsniveau, hvilket udgjorde DKK 372,2 mio. i første halvår af 2016. Det skyldes især igangsættelsen af en udvidelse af den centrale sikkerhedskontrol (CSC), hvor CPH investerer mere end et kvart mia. kr., renovering af forpladsområdet på den vestlige landside, udvikling af widebody-busfaciliteterne, renovering af standpladser samt diverse forbedrende vedligeholdelse.

”Vi investerer fortsat på et meget højt niveau. Vores strategi er at udvide og udvikle lufthavnen, i takt med at antallet af passagerer stiger. I foråret påbegyndte vi en stor udvidelse til mere end en kvart mia. kr. af vores centrale sikkerhedskontrol, som vil fordoble arealet og øge antallet af kontrolspor, når den står færdig næste år,” siger Thomas Woldbye.

Effektivisering trods øgede sikkerhedskrav
CPH har et stærkt fokus på effektiviseringer, dette på trods af at den øgede trafik og fortsat øget regulering har medført væsentligt stigende personaleomkostninger til security, hvor CPH i det forløbne år har ansat 92 medarbejdere, hvoraf en tredjedel er nye stillinger på grund af vækst i passagertallet.

Det uafhængige selskab af forskere og eksperter i lufthavnsdrift, Air Transport Research Society (ATRS), kårede i juni 2016 Københavns Lufthavn til Europas mest effektive lufthavn for 11. gang på 13 år. Produktivitet, omkostninger, kvalitet og effektivitet i mere end 200 lufthavne over hele verden indgår i undersøgelsen.

”Vi arbejder benhårdt hver dag for at drive en effektiv lufthavn, der er attraktiv for rejsende og flyselskaber. Vores mål er at gøre det lettere at komme gennem lufthavnen for passagererne og ikke mindst at gøre det optimalt for flyselskaberne at drive forretning her i lufthavnen. Begge dele handler i høj grad om at benytte digitale løsninger, automatisere og udnytte de store datamængder,” forklarer Thomas Woldbye.

Fakta om 1. halvår:

  • 21 nye ruter
  • 13.704.859 passagerer, en vækst på 11.0%
  • De nye flyruter og ekstra passagerer i Københavns Lufthavn har i årets første seks måneder bidraget med DKK 1,7 mia. til Danmarks BNP
  • Omsætningen i lufthavnen er steget 10,1% til DKK 2.108,6 mio.
  • Resultat før skat korrigeret for særlige forhold endte på DKK 750,3 mio.

Væsentligste resultater

  • Passagertallet i Københavns Lufthavn steg 11,0 % i første halvår 2016. Antallet af lokalt afgående passagerer steg 12,2%, transfererende passagerer steg 7,9%, mens indenrigspassagerer steg 7,0%.
  • Omsætningen steg 10,1% til DKK 2.108,6 mio. (2015: DKK 1.915,3 mio.), hvilket primært er drevet af stigningen i lokalt afgående internationale passagerer. Omsætningen steg på samme niveau som passagerstigningen, bl.a. som følge af en real flad takstudvikling.
  • EBITDA korrigeret for særlige forhold steg 13,1% til DKK 1.175,1 mio. (2015: DKK 1.039,2 mio.). Det rapporterede EBITDA steg 13,0% til DKK 1.167,9 mio. (2015: DKK 1.033,7 mio.).
  • EBIT korrigeret for særlige forhold steg 16,3% til DKK 838,5 mio.(2015: DKK 720,9 mio.). Rapporteret EBIT steg 16,2% til DKK 831,3 mio. (2015: DKK 715,4 mio.).
  • Nettofinansieringsomkostningerne faldt DKK 7,9 mio. sammenlignet med 2015, bl.a. som følge af forbedrede lånevilkår.
  • Resultat før skat korrigeret for særlige forhold steg 20,1% til DKK 750,3 mio. (2015: DKK 624,8 mio.). Det rapporterede resultat før skat steg 20,0% til DKK 743,1 mio. (2015: DKK 619,3 mio.)
  • Anlægsinvesteringer udgjorde DKK 372,2 mio. i første halvår af 2016 (2015: DKK 450,5 mio.). Årets første halvår har været præget af udvidelsen af den centrale sikkerhedskontrol, renovering af forpladsområdet på den vestlige landside, udvikling af widebody-busfaciliteterne, renovering af standpladser samt diverse forbedrende vedligeholdelse.

 Læs fondsbørsmeddelelse vedr. halvårsregnskab 1. halvår 2016 her.

Hent billede i høj opløsning af Thomas Woldbye her.