Hollænderne skal flyve via CPH ud i verden

Flyselskabet Nordica åbner rute fra den driftige hollandske universitetsby Groningen til København med 11 afgange om ugen. Dermed kan forretningsfolk og turister fra det nordlige Holland vælge at flyve via CPH ud i verden i stedet for at skulle helt til Amsterdam. 

14.07.2016

Det kan tage flere timer at komme fra det nordlige Holland til storlufthavnen Schiphol ved Amsterdam. Nu får hollænderne et alternativ, når de skal rejse ud i verden: Københavns Lufthavn.

”Fra den 19. september vil Nordica have to daglige returflyvninger fra Groningen Lufthavn til det internationale knudepunkt i København, hvorfra det er hurtigt og nemt at komme videre med SAS eller et af de øvrige Star Alliance selskaber. Dermed bliver det nordlige Holland direkte forbundet med lufthavne over hele verden. Det er godt nyt for både erhvervslivet og turismen,” siger lufthavnsdirektør i Groningen, Marco van de Kreeke

I Københavns Lufthavn ser kommercielt direktør Peter Krogsgaard frem til at byde velkommen til Nordicas 49 sæders Embraer ERJ-145

Et stærkere knudepunkt
”Jo flere passagerer, der rejser via CPH og ud i verden, jo stærkere bliver vores trafikknudepunkt. De små såkaldte feeder ruter fra Skandinavien, de baltiske lande, Polen, Nordtyskland og nu det nordlige Holland er med til at gøre det muligt for Danmark, at have foreløbig 32 lange, direkte interkontinentale ruter ud i verden fra Københavns Lufthavn,” siger Peter Krogsgaard.

Nordica er et statsejet selskab, der blev skabt i september 2015 efter Estlands nationale flyselskab Estonia gik konkurs. Selskabet har foreløbig 16 ruter, primært fra den estiske hovedstad Tallinn.

Nordica flyver under det nationale slovenske selskab Adria Airways licens (AOC) og er dermed en del af Star Alliance, der blandt andre tæller SAS, Lufthansa og Singapore Airlines.

FAKTA OM GRONINGEN

  • Groningens historie går helt tilbage til år 200, hvor de første bopladser blev etableret. Byen oplevede sin storhedstid i 1400 tallet som et magtfuldt og velhavende handelscentrum.
  • I 1614 blev Groningen Universitet grundlagt. I dag tæller byens to universiteter 53.000 studerende. Ganske mange udenlandske studerende tager et semester eller to i Groningen – også fra Danmark.
  • Den gamle del af byen blev hærget af voldsomme kampe under 2. verdenskrig. I april 1945 blev især området omkring markedspladsen Grote Markt ødelagt. En del er dog genopbygget og Groningen er i dag en fin blanding af gammelt og nyt.
  • Byens mest berømte nulevende søn er fodboldstjernen Arjen Robben.