18.09.2017

Fortsat høj vækst i Københavns Lufthavn

Væksten i antallet af rejsende til Københavns Lufthavn fortsatte med at stige i april. Trafikken rundede 2 millioner og det svarer til 7,6 procent flere rejsende sammenlignet med april sidste år. 

Antallet af rejsende gennem Københavns Lufthavn fortsætter med at stige i årets fjerde måned. I april rejste 2.291.246 passagerer gennem lufthavnen, hvilket er en stigning på 7,6 procent sammenlignet med april måned 2015.

- Både indenrigstrafikken og den internationale trafik vokser markant. I april steg den interkontinentale trafik med 8,5 procent og den europæiske trafik steg med 7,3 procent. Dermed fortsatte tendensen fra årets første måneder med høje vækstrater. Det skyldes ikke mindst nye ruter og større kapacitet på eksisterende ruter, forklarer Thomas Woldbye, adm. direktør i Københavns Lufthavn. Han fremhæver bl.a. at easyJet i april åbnede en ny rute til Lyon, og både SAS og Norwegian netop har åbnet ruter til Boston.

En stor del af væksten skyldes tilrejsende, der enten tager til Danmark som turister eller forretningsrejsende. Her spiller nye ruter, større fly og mange afgange en stor rolle i væksten:

- Danmark er et attraktivt turistland og der er stor vækst i antallet af turister, der kommer til Danmark. Her er det især selskaber som Ryanair og Norwegian, der bringer mange ferierejsende til og fra Danmark. Men en stor del af væksten kommer også fra rejsende, der kommer til Danmark for at gøre forretning. I årets første kvartal steg antallet af forretningsrejsende, der kom til København, med 16 procent. Vores mange ruter og afgange gør det let at komme til Danmark, og det forhold har stor betydning for mange virksomheder, når de vælger, hvor de skal lægge investeringer og forretning, forklarer Thomas Woldbye.

År til dato er trafikken i Københavns Lufthavn steget med 11,7 procent og i alt 8.397.443 er rejst igennem lufthavnen i årets fire første måneder. London er fortsat den mest populære destination og trafikken på den britiske hovedstad steg med 22,2 procent sammenlignet med april 2015. 

Download som Excel-ark

Download billede i høj opløsning af Thomas Woldbye her

Download billede i høj opløsning af Københavns Lufthavn her