Ny CPH-rute til Torino næste forår

Flyselskabet Blue Air vil fra næste forår åbne en ny rute til Torino i Norditalien fra Københavns Lufthavn (CPH). Fra marts 2017 vil der tre gange om ugen være afgange fra CPH til Torino, som både byder på historie, solskin og gode skimuligheder. 

24.11.2016

Blue Air annoncerede tidligere på året en rute mellem CPH og Bukarest, der åbner til juni næste år, og nu har det rumænske flyselskab annonceret endnu en rute til CPH. Fra den 27. marts 2017 vil Blue Air åbne en ny rute til Torino i det nordlige Italien.

Blue Air vil tre gange om ugen flyve med en Boeing 737-500 med 120 sæder mellem CPH og Torino. Der vil være afgange mandag, onsdag og lørdag.

Ifølge Blue Airs kommercielle direktør, Tudor Constantinescu, har selskabet store forventninger til ruten:

”Vi er stolte af at udvide vores tilstedeværelse i København med en ny rute tre gange om ugen til Torino fra den 27. marts 2017. Den nye rute følger oven i ruten til Bukarest, som vi annoncerede tidligere. Skandinavien er en mere og mere populær destination for italienske rejsende, særligt for rejsende fra Piemonte-regionen. Derudover har vi identificeret en stor efterspørgsel fra det storkøbenhavnske område på rejser til Torino. Torino er interessant for både forretning og turisme. Vi ser frem til at arbejde tæt sammen med Københavns Lufthavn om at sikre succes for vores nye ruter.”

I Københavns Lufthavn er man også godt tilfreds med den nye rute til Torino, der i dag er userviceret:

”Italien er uhyre populær blandt mange danskere, og vi har manglet en rute til Torino, der i høj grad tiltaler mange danskere. Her er nemlig alt det bedste fra Italien fra fantastisk mad, en interessant storby til let adgang til Liguriens kyst og dermed populære kystbyer som Pietra Ligure, Finale Ligure, Savona, San Remo og historiske Genova,” siger Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn og understreger, at det især vil være interessant for turister:

”Vi oplever en stor vækst i antallet af italienske turister, der rejser til Danmark. Det skyldes i høj grad, at vi de senere år har fået tiltrukket flere nye ruter til Italien. Det er godt for hele Danmark, når turismesektoren vokser. Den nye rute betyder også nye muligheder for danskerne, og ruten til Torino vil bringe mange danske skiturister endnu tættere på nogle af de mest attraktive skidestinationer i de italienske og også i de franske Alper,” siger Peter Krogsgaard, der også fremhæver muligheden for at komme til Torino og se det berømte fodboldhold, Juventus.