18.09.2017

Lufthavne samler ideer fra nordjysk erhvervsliv

For tre ud af fire nordjyske virksomheder er det vigtigt, at have en direkte flyforbindelse til København. Derfor har lufthavnene i Aalborg og København sat en række nordjyske erhvervsfolk og politikere stævne i Aalborg Lufthavn mandag den 21. november. Målet er at samle input og ideer til, hvordan indenrigsflytrafikken kan bidrage til at binde Danmark sammen – og bedre sammen med resten af verden. 

Virksomheder i Nordjylland har blikket rettet langt ud over landets grænser. For mens blot 60 pct. af de danske virksomheder rejser udenlands mindst én gang om måneden, så er det 73 pct. af de nordjyske. Det viser en ny rundspørge blandt flere end 400 danske virksomheder, som analysefirmaet Epinion har udarbejdet.

Og netop de nordjyske virksomheder er målgruppen for et arrangement, som Aalborg Lufthavn sammen med kollegerne i Københavns Lufthavn afholder mandag den 21. november. Her har de to lufthavne inviteret lokale nordjyske virksomheder samt politikere til et arrangement under overskriften ”Hvordan binder vi Danmark bedre sammen?”.

Ifølge Søren Svendsen, der er adm. direktør i Aalborg Lufthavn, ser han frem til gode input fra de nordjyske virksomheder:

”Jeg er glad for at både erhvervsliv og politikere vil deltage i arrangementet, som Aalborg Lufthavn og Københavns Lufthavn holder sammen. Det er en rigtig god anledning til at se på, hvordan vi både kan styrke indenrigsluftfarten og binde Danmark bedre sammen med resten af verden. I den forbindelse er det også interessant at få input til, hvordan vi kan få flere turister til at flyve her til Nordjylland. Her er der i mine øjne et stort potentiale for hele regionen.”

Mange nordjyske virksomheder sender deres medarbejdere ud i verden enten direkte fra Aalborg Lufthavn eller via Københavns Lufthavn, og det er en af grundene til, at Københavns Lufthavn er gået i samarbejde med kollegerne i Aalborg Lufthavn for at få input fra det lokale, nordjyske erhvervsliv

”Jeg sætter stor pris på denne mulighed for at gå i dialog med erhvervsliv og politikere om, hvordan vi kan binde Danmarks regioner bedre sammen via styrkede indenrigsruter, og hvordan vi kan binde Danmark bedre sammen med udenlandske markeder. Vi har sammen med Aalborg Lufthavn taget initiativ til arrangementet for at lytte til virksomhedernes behov og gøre vores til at udvikle indenrigsluftfarten og de internationale forbindelser, som de rejsende og erhvervslivet har brug for,” sigerThomas Woldbye, der er adm. direktør i Københavns Lufthavn.

Arrangementet i Aalborg er en del af en række erhvervsarrangementer, som Københavns Lufthavn afholder sammen med de regionale lufthavne i hele Danmark. Senere afholdes møder i bl.a. Karup, Rønne og Sønderborg.

Formålet med arrangementerne er at drøfte indenrigsluftfarten med centrale erhvervsfolk og politikere, der alle har interesse i at øge det regionale vækstpotentiale ved at optimere indenrigsluftfarten samt infrastrukturen for ruter ud af Danmark. Det hele skal munde ud i et katalog over behov og initiativer om, hvordan luftfarten set fra et lokalt perspektiv kan optimeres i Danmark, ligesom det skal tjene som indspil til regeringens igangværende arbejde med en national luftfartsstrategi.

På mødet bliver en ny undersøgelse om danske virksomheders syn på indenrigsflytrafik præsenteret. Blandt hovedkonklusionerne i undersøgelsen er bl.a.:

  • De nordjyske virksomheder er mere internationalt orienterede end resten af Danmark. 73 pct. af virksomhederne omkring Aalborg Lufthavn benytter internationale rejser mindst én gang hver måned, hvorimod det er ca. 60 pct. på nationalt plan.
  • Samtidig viser analysen, at syv ud af ti virksomheder vurderer, at den internationale tilgængelighed er vigtig for deres virksomheds fremtidige vækst.
  • Knap 58 pct. af virksomhederne vurderer, at det ville betyde længere rejsetid og 23 pct. af virksomhederne vurderer, at det ville betyde øgede udgifter for dem, hvis de ikke havde mulighed for at flyve fra Aalborg Lufthavn
  • 74 pct. af virksomhederne mener, at en stærk indenrigstrafik er vigtig for dem.

En anden undersøgelse foretaget af Epinion viser desuden, at mange danskere har den opfattelse, at der kun er få afgange mellem København og de regionale lufthavne. Et gennemsnit af danskerne tror således, at der blot er 24 ugentlige afgange mellem København og Aalborg, selvom det korrekte tal er mere end tre gange så højt – nemlig 90 ugentlige afgange.

 Fakta om indenrigstrafikken i Københavns Lufthavn

  • I 2015 var der i alt 819.413 indenrigsrejsende igennem Aalborg Lufthavn.
  • I 2015 var der i alt 1.612.884 indenrigsrejsende igennem Københavns Lufthavn.
  • I årets første ni måneder har 1.264.189 indenrigsrejsende været igennem Københavns Lufthavn. Det er 6,9 procent flere end samme periode sidste år.
  • Ruten mellem København og Aalborg er den største indenrigsrute i Danmark. I 2015 rejste 819.413 den ene eller den anden vej på denne rute, hvilket gjorde Aalborg til den 5. største destination for rejsende til og fra Københavns Lufthavn, kun overgået af 1) London, 2) Stockholm, 3) Oslo og 4) Amsterdam.
  • Der findes i dag følgende indenrigsruter fra Københavns Lufthavn: Aalborg, Midtjyllands Lufthavn, Aarhus, Billund, Sønderborg, Rønne.
  • I alt rejste 26,6 millioner passagerer igennem Københavns Lufthavn i 2015.