Paté Paté åbner spansk lillebror i Københavns Lufthavn

De rejsende kan se frem til skønne spanske tapas og god vin helt uden snobberi, når vinentusiasten Kenn Husted åbner nyt vin- og tapaskoncept i Københavns Lufthavn. Paté Paté Winebar & Tapas er endnu en tilføjelse til Københavns Lufthavns satsning på lækre, autentiske madoplevelser på rejsen. 

24.10.2016

Fra oktober kan rejsende i Københavns Lufthavn nyde et godt glas vin og et let måltid mad på Paté Paté Winebar & Tapas, når Kenn Husted slår dørene op til et helt nyt vin- og tapaskoncept i Terminal 3.

Manden bag nogle af Københavns bedste vinbarer har denne gang tvistet det solide Paté Paté-koncept, der er kendt og elsket af vinentusiaster i København: Køkkenet i lufthavnen er spansk, men ingredienserne er nordiske, stemningen uhøjtidelig dansk, og vinens kvalitet som sædvanligt ikke til at tage fejl af.

”Gastronomien i København har i den grad været med til at sætte Danmark på verdenskortet, og det skal selvfølgelig skinne igennem i lufthavnen. Vi vil give de rejsende en bid af København på en måde som samtidig appellerer til et internationalt publikum," siger Lise Ryevad, Director i Airport Sales i Københavns Lufthavn, og fortsætter:

"Alt det formår Paté Paté Winebar & Tapas med ét enkelt og meget lækkert nyt koncept, skræddersyet til lufthavnen og tilpasset de rejsendes behov for hurtig og lækker kvalitetsmad på farten.

Et strejf af Michelin på farten
Foruden Paté Paté Winebar & Tapas står Kenn Husted blandt andet også bag de anerkendte københavnske vinbarer Bibendum, Falernum og Adendum. Han er i dag én af Københavns 10 største restauratører og kendt for sit enkle koncept og den uhøjtidelige atmosfære.

Det skal med andre ord hverken være for fint eller for dyrt at drikke vin. Det betyder dog ikke, at kvaliteten bliver et kompromis på Paté Paté Winebar & Tapas – tværtimod. I køkkenet finder man ikke blot én, men to kokke med en fortid på de spanske Michelin-restauranter elBulli og Arzak samt Københavns Era Ora.     

”Som aktiv rejsende har jeg igennem årene besøgt rigtig mange lufthavne, og jeg har aldrig fundet en lufthavn, som helt kunne tilfredsstille mit behov for mad og drikke på farten. For mig skal det være let, hurtigt og med fokus på høj kvalitet i hyggelige omgivelser," fortæller Kenn Husted.

"Paté Paté Winebar & Tapas er hyggeligt og nærværende. Vi har et stærkt team og et godt og stort udvalg af mad og gode vine, hvor hovedparten er egen import håndplukket rundt omkring i verden,” siger Kenn Husted.

God mad på farten
”Vi ved, at over 60 pct. af de rejsende prioriterer madoplevelser, når de rejser.  De vil have et bredt udvalg, høj kvalitet til gode priser, og frem for alt vil de have helhedsoplevelsen uden at skulle stresse til gaten. Paté Paté Winebar & Tapas hylder en usnobbet tilgang til god vin og tilbyder lækker og hurtig mad på farten. Er tiden knap, kan maden endda tages med. Vi ved, at konceptet vil tiltale rigtig mange af de rejsende, og vi glæder os til at byde dem indenfor,” siger Lise Ryevad.

Paté Paté Winebar & Tapas åbnede den 21. oktober i Terminal 3 efter sikkerhedstjekket. Menuen byder blandt andet på lækre, frisklavede pintxos og montaditos fra DKK 25 pr. stk. Vinene er håndplukket i Frankrig, Spanien og Østrig, og priserne starter ved DKK 68 per glas.

Fakta

  • Paté Paté i Kødbyen åbnede i 2009. Paté Paté Winebar & Tapas er et nyt, skarpt koncept i Husted-familien, skræddersyet til lufthavnen og de rejsendes behov. Tilgangen til kvalitet, hygge og nærvær er den samme. I køkkenet huserer Domenico Cannone (tidligere Era Ora) og Javier Pascual Alvarez (tidligere elBulli og Arzak).
  • Kenn Husted ejer i alt 8 restauranter og vinbarer i København: Paté Paté, Bibendum, Adendum, Falernum, Antidote Vinbar, Vin Bodegaen, Petit Paté og Paté Paté Winebar & Tapas.
  • Med åbningen af Paté Paté Winebar & Tapas har Københavns Lufthavn 35 spisesteder: Paté Paté Winebar & Tapas, Caviar House, 2 Grab and Fly, FoodMarket, 3 Starbucks, 3 Segafredo, 3 Joe & the Juice, 3 Lagkagehuset, 2 7-eleven Deli, 2 Baresso, Le Sommelier Bar og Bistro, 2 O’Learys, MASH, Aamanns, Gorm’s, Yo! Sushi, 4 Steff’s, Murphy’s Irish Pub, Burger King og endelig McDonalds, som dog ligger uden for terminalerne
  • Københavns Lufthavn vandt i 2016 igen prisen for verdens bedste lufthavnscafé- og restaurantudvalg, "Airport F&B of the year". Det skete ved den internationale FAB Awards, der blev afholdt i Geneve tidligere i år.