18.09.2017

Norwegian åbner direkte rute mellem København og Boston

Til maj næste år åbner Norwegian en ny, direkte rute til Boston. Det er flyselskabets niende langdistancerute fra København. 

Norwegian udvider endnu engang sit langdistancenetværk og lancerer sin niende langdistancerute fra Københavns Lufthavn. Denne gang åbner flyselskabet en direkte rute til Boston på den amerikanske østkyst. I forvejen har Norwegian ruter mellem København og New York, Los Angeles, Fort Lauderdale, Orlando og Bangkok. Til november åbner flyselskabet endvidere ruter til Las Vegas, Sankt Croix og Puerto Rico.

Vi er meget glade for at lancere endnu en langdistancerute. Dette er godt nyt både for skandinaver og andre europæere, som ønsker at rejse billigt og komfortabelt til Boston og for amerikanere, der drømmer om en tur til Europa,” siger Norwegians administrerende direktør Bjørn Kjos.

I juli var Norwegians langdistanceflyvninger stort set helt fyldte med en belægning på hele 97 procent.

Højt på listen
”Vi ser, at en større andel af vores passagerer er amerikanske, hvilket fortæller, at der er et behov i markedet. Med flere direkte ruter mellem kontinenterne vil endnu flere amerikanere besøge Europa og Skandinavien, hvilket er positivt for økonomien og turistindustrien,” siger Kjos.

Vi har længe haft Boston meget højt på vores ønskeliste, fordi man ikke har kunnet flyve direkte dertil fra København. Derfor er det en god nyhed for de skandinaviske rejsende, at Norwegian har valgt netop den destination som deres næste langrutedestination ud af København,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør, Københavns Lufthavne A/S.

Mange kombinationsmuligheder på den amerikanske østkyst
Med Boston-ruten tilføjer Norwegian således sin fjerde destination på USA’s østkyst fra København. Flyselskabet har i forvejen ruter New York, Orlando og Fort Lauderdale. Da Norwegians enkeltbilletter gør det muligt at flyve til én destination og hjem fra en anden, kan passagerer i langt højere grad tilrettelægge og tilpasse rejsen efter ønske og behov i takt med udvidelsen flyselskabets allerede store langdistancenetværk.