18.09.2017

CPH: Korte ventetider i sidste store afrejseuge

Mange danskere og sydsvenskere er i de seneste uger rejst på ferie fra Københavns Lufthavn. Det har givet ekstra travlhed, dog uden at det gået ud over ventetiderne i sikkerhedskontrollen. 

Ventetiden i sikkerhedskontrollen var i uge 29, sommerens sidste store afrejseuge, på 4 min. og 41 sekunder.

”Vi har i de seneste uger knoklet, så alle vores rejsende kan få en god start på ferien. Jeg er derfor glad for, at det er lykkedes os, at holde den gennemsnitlige ventetid under 5 min. hele sommeren på trods af, at vi flere dage har haft mere end 90.000 passagerer i terminalerne og flere end 30.000 passagerer igennem sikkerhedskontrollen,” siger driftsdirektør Kristian Durhuus, Københavns Lufthavne A/S.

I alt gik 190.387 passagerer igennem sikkerhedskontrollen i uge 29. 99,6 procent af dem ventede under 15 min. og den længste ventetid var 15 min. og 42 sek.

”De kommende uger forventer vi at antallet af afrejsende passagerer falder, da ferien for manges vedkommende er ved at være slut. Til gengæld forventer vi, at antallet af indenrigsrejsende vil sige, i takt med, at Danmark kommer i gang igen efter ferien,” siger driftsdirektør Kristian Durhuus, Københavns Lufthavne A/S.

Op til sommerferien gik cirka 2.000 indenrigsrejsende igennem sikkerhedskontrollen hver dag. I uge 29 var der dagligt blot 1.000 indenrigsrejsende.