TAXA 4x35 tilslutter sig Taxi Management System i CPH

Storkøbenhavns største taxiselskab, TAXA 4x35 tilslutter sig i dag den frivillige aftale om at etablere et Taxi Management System i Københavns Lufthavn. Dermed bliver hovedstadens tre største taxi-selskaber, der repræsenterer 7 ud af 8 taxier i regionen, en del af systemet. 

08.06.2015

TAXA 4x35, der med 718 taxier er hovedstadens største taxiselskab, har i dag tilsluttet sig den frivillige aftale om at etablere et Taxi Management System i Københavns lufthavn. DanTaxi og TaxiNord 4x48 har allerede skrevet under på aftalen i slutningen af maj. Dermed får systemet samlet tilslutning fra ca. 1.700 taxier, der repræsenterer 7 ud af 8 taxier i Region Hovedstaden.  

Det er den helt rigtige vej at gå for branchen at løfte og udvikle serviceniveauet overalt, hvor vi kan komme til det. Derfor er vi overbevist om, at et effektivt taxi management system i lufthavnen, hvor vi sammen med lufthavnen løbende drøfter serviceforbedringer for kunder og chauffører, vil være til gavn for alle parter på langt sigt. Vi ser frem til at levere et taxiprodukt af højere kvalitet og en mere effektiv service, til både glæde og økonomisk gavn til vores vognmænd.” siger adm. direktør for TAXA 4x35 Jacob Gulmann.

Forbedret aftale
”Den samarbejdsaftale, vi nu underskriver, er på en række punkter justeret og forbedret i forhold til det vi tidligere har været præsenteret for. Særligt vigtigt er det, at udgangspunktet for systemet er ændret fra at være et kontrolbaseret til at være et tillidsbaseret system. Det giver et helt anderledes grundlag for samarbejdet om at udvikle taxi-produktet i lufthavnen,” tilføjer Gulmann.

I Københavns Lufthavn er man glade for, at taxi management systemet nu får endnu større opbakning.

Vi er meget glade for at få TAXA 4x35 med i aftalen, og ikke mindst for den fælles opbakning til at udvikle taxiproduktet, undgå kødannelser og gøre flowet af taxier langt mere effektivt, så vi har plads til at vokse. Vi ser dette som ét blandt mange greb, der skal styrke vores position, som et nordeuropæisk knudepunkt, der kommer hele Danmark til gode. Derfor vil vi sammen med vores samarbejdspartnere lægge os i selen for, at vi hurtigst muligt får implementeret et velfungerende taxi management system,” siger kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn, Henrik Peter Jørgensen.

Yderligere kommentarer:
Adm. direktør Jacob Gulmann, Taxa 4x35, tlf. 2012 7079
CPH Presse, tlf. 3231 2800