CPH skal rådgive lufthavnsbyggeri i Istanbul

Københavns Lufthavn skal sammen med den sydkoreanske lufthavn Incheon rådgive det tyrkiske konsortium, der har ansvaret for opførelsen og den efterfølgende drift af den nye storlufthavn i Istanbul. Rådgivningsopgaven, der løber over de næste fem år, er det første resultat af et strategisk samarbejde, som CPH og Incheon har indgået. 

22.06.2015

Gennem de næste fem år skal Københavns Lufthavns internationale konsulentvirksomhed, Copenhagen Airport International (CAI), og Seoul-lufthavnen Incheon rådgive selskabet IGA, der har ansvaret for at opføre og drive en ny storlufthavn i Istanbul med en kapacitet på 90 mio. passagerer årligt.

Rådgivningen omfatter bl.a. strategiudvikling, etablering af virksomhedens organisation og ikke mindst drift af lufthavnen i både opbygningsfasen samt i lufthavnens tre første år efter åbningen i 2017.

”De erfaringer fra bl.a. vores ambitiøse vækstplan Expanding CPH, vi har med at effektivisere og optimere byggeri og drift af en international storlufthavn, skal vi bruge til at sikre, at den kommende hovedlufthavn i Istanbul bliver drevet effektivt.

Samtidig kommer CAI’s mange års erfaringer som medejere af lufthavne i Kina, Mexico og Storbritannien os til gode i det arbejde, vi nu skal udføre i Tyrkiet sammen med Incheon,” siger Thomas Woldbye, adm. direktør, Københavns Lufthavne A/S.

CPH i partnerskab med Incheon
Incheon og CPH indgik i november sidste år en ”Airport Partnership Agreement”, og den partnerskabsaftale omfatter et tæt samarbejde på flere områder inden for bl.a. energi, teknologi, mobile og online services og nu altså også et fælles udviklingsprojekt af lufthavnen i Istanbul.

”Incheon er flere gange kåret til verdens bedste lufthavn, og de har i en årrække arbejdet målrettet på at styrke deres position som et af Asiens vigtigste trafikknudepunkter. Vi har fokus på nogle af de samme ting i vores respektive strategier – for eksempel god kundeservice og stærk ruteudvikling.

Det er områder, hvor vi sammen kan arbejde på at styrke hinandens kompetencer. Og vores forenede kræfter kommer nu forhåbentlig også lufthavnen i Istanbul til gode,” siger Thomas Woldbye.

Fire faser i rådgivningen
Kontrakten med IGA – og dermed rådgivningen – er delt i fire faser. Den første fase drejer sig om anbefalinger til de operationelle og strategiske overvejelser, som lufthavnen i Istanbul skal gøre sig inden åbningen.

Anden fase omhandler HR udvikling og træning, hvor Incheon og CPH skal rådgive om organisationsopbygning og jobbeskrivelser. Tredje fase handler om den vigtige klargøring til at sætte lufthavnen i drift.

Sidste fase omhandler lufthavnens første tre år i drift, hvor CPH vil sende safety og security specialister samt folk med dybt kendskab til de operationelle forhold i en lufthavn til Istanbul, mens Incheon stiller med bl.a. it- og vedligehold.