18.09.2017

Sommerens banearbejder går i gang

Fra marts til slutningen af juni i år renoveres landingsbaner og rulleveje i Københavns Lufthavn. Naboer til lufthavnen vil derfor opleve, at der sker ændringer af flyenes ”støjmønstre”, mens arbejdet finder sted. 

Vedligeholdelse af banesystemet er nødvendigt for at kunne holde lufthavnen åben for flytrafik døgnet rundt 365 dage om året.

For at begrænse de miljømæssige gener for lufthavnens naboer udføres det arbejde, der medfører de største trafikomlægninger, så vidt muligt mellem kl. 23 og 06, da flytrafikken om natten er forholdsvis begrænset.

Omlægningen af flytrafikken som følge af ovennævnte banearbejde vil give ændringer i ”støjmønstret” omkring lufthavnen.

• Fra mandag den 16. marts til søndag den 7. juni 2015 vil den østlige af lufthavnens hovedbaner (bane 04R/22L) periodevis være lukket om natten på hverdage. Der vil således ikke være tale om en permanent natlukning af banen, men afhængigt af bl.a. vejrliget og arbejdets karakter kan banen være natlukket. Flytrafikken vil i stedet blive afviklet på den vestlige bane 04L/22R.

• Fra fredag den 22. maj kl. 23 til tirsdag den 26. maj kl. 06 2015 (pinsen) vil den østlige bane 04R/22L være døgnlukket og trafikken vil blive afviklet på den vestlige bane 04L/22R samt i perioder (særligt perioder med megen trafik) vil lufthavnens tværbane (bane 12/30) blive benyttet. Ved brug af tværbanen vil CPH tilstræbe, at overflyvninger af boligområderne nordvest for lufthavnen begrænses mest muligt, men det skal dog nævnes, at det kan blive nødvendigt i forbindelse med visse vejr- og trafiksituationer. Det skal bemærkes at bane 12/30 er natlukket (kl. 23-06), dog kan der landes på bane 30.

• Fra mandag den 15. juni til lørdag den 27. juni 2015 er den vestlige af lufthavnens hovedbaner (bane 04L/22R) lukket om natten på hverdage. Flytrafikken vil i stedet blive afviklet på den østlige bane 04R/22L. I denne periode kan især landende fly på bane 04R (i stedet for bane 04L) medføre øget støj sydøst for lufthavnen og mindre støj vest for lufthavnen.

• En del af banearbejdet er afhængigt af vejret, som således kan have indflydelse på eksempelvis at afkorte eller forlænge perioderne.

• CPH vil løbende informere om banearbejdet på WebTrak: http://webtrak.bksv.com/cph