Efterårsferie: Vi vælger helst det sikre

Danskernes efterårsferie er ikke til at spøge og eksperimentere med. Vi vælger sikre rejsemål som f.eks. Mallorca til solen og London til storbyferien. I de kommende fire dage rejser 337.000 passagerer igennem Københavns Lufthavn. Det gør starten af efterårsferien til nogle af årets travleste rejsedage. 

08.10.2015

Spanske Mallorca og Gran Canaria, græske Rhodos og Kreta, og tyrkiske Antalya er nogle af de destinationer, der trækker mest i solhungrende danskere og sydsvenskere, når skolerne holder efterårsferie i uge 42. Det viser opgørelser, som Star Tour, Norwegian og Københavns Lufthavn har foretaget. 

Der er ellers nok at vælge imellem i Københavns Lufthavn for de rejselystne danskere med flere end 150 helårsruter og omkring 20 sæsonbestemte charterruter omkring efterårsferien.

”Når det kommer til efterårsferien, vinder de klassiske rejsemål hos danskerne. Vi vil have sol og strand, og inden for en kort rejsetid. Derfor er særligt de spanske feriemål som Mallorca igen blevet utroligt populære,” siger Nikolai Johnsen, pressechef i Star Tour.

Storbyer er alternativet
Alternativet til sydens sol er storbyferie i London, Rom, Paris eller endda New York, og det mærker man hos Norwegian.

”Vi kan se, at det er de klassiske destinationer, som igen i år tiltrækker de danske efterårsferierejsende. Fantastiske London er mest populær og samtidig ligner det, at danskerne er på udkig efter solgaranti i Spanien, Italien og Frankrig efter en lidt blandet dansk sommer.

Derudover er det værd at bemærke, at vores langdistanceruter fra København til USA og Thailand er næsten helt fyldte, så mange benytter også ferien til nogle mere eksotiske oplevelser,” siger Daniel Kirchhoff, informationschef i Norwegian.

Travle dage forude
Ifølge Københavns Lufthavns passagerprognoser forventes ca. 337.000 mennesker at rejse igennem lufthavnen fra torsdag den 8. til og med søndag den 11. oktober, og specielt fredag og søndag er de helt store rejsedage med hhv. 92.500 og 88.000 passagerer.

”Vi kan se, at jo flere rejsemuligheder vi tilbyder, jo flere passagerer får vi, og derfor bliver der rigtig travlt i lufthavnen i de kommende fire dage, hvor antallet af passagerer ligger på samme niveau som i sommerferien.

Derfor har vi taget alle de gode erfaringer fra den travle sommer med og forberedt os godt, så vi kan gøre oplevelsen i check-in og Security så enkel og effektiv som muligt,” siger Marie-Louise Lotz, passagerchef i Københavns Lufthavne A/S.

Fakta
Star Tour top 5 i efterårsferien:
1. Mallorca
2. Antalya
3. Kreta
4. Gran Canaria
5. Rhodos

Norwegian top 5 i efterårsferien:
1. London
2. Barcelona
3. Nice
4. Rom
5. Malaga

CPH top 5 – ”europæiske soldestinationer” i efterårsferien:
1. Gran Canaria
2. Antalya
3. Mallorca
4. Kreta
5. Alanya

NOTE: Den samlede trafik fra København til europæiske storbyer som London, Paris, Barcelona og Rom er i efterårsferien hverken højere eller lavere end i andre uger i efteråret.

For yderligere informationer kontakt:
Norwegian, Informationschef Daniel Kirchhoff, +45 26 57 07 67
Star Tour, Pressechef Nikolai Johnsen, +45 23 32 11 63
CPH Presse, +45 32 31 28 00