18.09.2017

Ny rute til Frankrigs gastronomiske hovedstad

Til april bliver det muligt at flyve direkte fra Københavns Lufthavn til Frankrigs gastronomiske hovedstad, Lyon. Dermed kan madinteresserede flyve direkte til byen, der er hjemsted for madmarkeder, en række af verdens bedste kokke og vært for VM i kogekunst. 

Til april åbner easyJet en direkte rute fra Københavns Lufthavn til Frankrigs næststørste by, Lyon. Dermed er Lyons mange spiseoplevelser kun to timer væk fra København.

Det vækker glæde hos den franske mesterkok bag gourmetrestauranten Le Sommelier i København, Francis Cardenau:

”Lyon er en fantastisk by. Intet mindre. Der er små madmarkeder, hyggelige gader og så er byen i en gastronomisk liga, som kun København kan måle sig med,” siger Francis Cardenau, der sidste år åbnede en filial af Le Sommelier i Københavns Lufthavn.

Den direkte forbindelse fra Københavns Lufthavn er resultatet af et godt samarbejde mellem Wonderful Copenhagen, easyJet og Københavns Lufthavne A/S (CPH).

”Vi ser et stort potentiale i gastroturisme, og vi har derfor længe arbejdet på at forbinde de to madmetropoler, København og Lyon. Ruten åbner til april, og jeg er sikker på, at der venter både franskmænd og danskere mange gode madoplevelser,” siger kommerciel direktør, Peter Krogsgaard, Københavns Lufthavne A/S.

Lyon er stjernekokkenes hjemmebane, og bysbarnet og stjernekok Paul Bocuse lægger navn til det uofficielle verdensmesterskab i kokkekunst, Bocuse d'or, som er blevet afholdt i Lyon siden 1987, og har en dansker som tidligere vinder.

Også mange franske turister til Danmark
Lyon er en af Frankrigs mest velhavende byer, og den direkte rute gør det let at besøge København.

”Der er en utrolig stor interesse for de skandinaviske lande i Frankrig, og København har et fantastisk godt omdømme. Vi regner derfor med, at de mange franske turister vil benytte ruten til at tage en forlænget weekend i København,” siger Aurélie Gonthier, ansvarlig for Skandinavien i rejsebureauet Voyageurs du Monde.

Det franske rejsebureau har i dag to rejsepakker, hvor København indgår. Det fordobler rejsebureaet nu, så København vil være inkluderet i fire rejsepakker.

CPH regner med, at ruten vil bringe 15.000 ekstra franskmænd til Danmark.

Fakta om ruten:

  • Ruten åbner den 16. april 2016 med tre afgange om uge.
  • Flyveturen tager 2 timer, hvilket er ca. 3-4 timer hurtigere hver vej end i dag, hvor man typisk mellemlander i München.