18.09.2017

Renoveringen af banerne fortsætter frem til oktober

Lufthavnen gør nu klar til anden del af sommerens vedligeholdelse af start- og landingsbaner  

Hvert år i sommerperioden gennemfører Københavns Lufthavn større vedligeholdelsesarbejde på start- og landingsbanerne. Vedligeholdelse af banesystemet er nødvendigt for at kunne holde lufthavnen åben for flytrafik døgnet rundt 365 dage om året.

Anden del af sommerens vedligeholdelsesarbejde strækker sig fra midten af august til midten af oktober 2014. Det er i den periode nødvendigt at omlægge flytrafikken i nogle tidsrum, hvorfor naboer til lufthavnen vil opleve, at der sker ændringer i ’støjmønstret’ omkring lufthavnen.

For at begrænse de miljømæssige gener for lufthavnens naboer udføres det arbejde, der medfører de største trafikomlægninger, så vidt muligt mellem kl. 23 og 06, da flytrafikken om natten er forholdsvis begrænset.

CPH vil endvidere løbende informere på WebTrak : http://webtrak.bksv.com/cph idet vejr og vind kan spille ind i forhold til udførelse af banevedligeholdelsen.

I forbindelse vedligeholdelsesarbejdet håber CPH på forståelse fra lufthavnens naboer. Arbejdet får ingen konsekvenser for flypassagerer.

Følgende ændringer er planlagt:

• Fra mandag den 18. august til søndag den 31. august 2014 er den østlige af lufthavnens hovedbaner (bane 04R/22L) lukket om natten. Flytrafikken vil i stedet blive afviklet på den vestlige bane (bane 04L/22R). I denne periode kan især startende fly på bane 22R (i stedet for bane 22L) medføre øget støj vest for lufthavnen og mindre støj i området omkring Dragør.

• Fra mandag den 15. september til søndag den 21. september 2014 er den vestlige af lufthavnens hovedbaner (bane 04L/22R) lukket om natten. Flytrafikken vil i stedet blive afviklet på den østlige bane (bane 04R/22L). I denne periode kan især landende fly på bane 04R (i stedet for bane 04L) medføre øget støj sydøst for lufthavnen og mindre støj vest for lufthavnen.

• Fra mandag den 22. september til søndag den 5. oktober 2014 vil begge hovedbaner henholdsvis den vestlige hovedbane (bane 04L/22R) og den østlige hovedbane (bane 04R/22L) være lukket på skift, idet der i perioden arbejdes tre nætter på den ene bane og derpå tre nætter på den anden bane. Opdateret information om dette arbejde og de støjmæssige konsekvenser vil blive givet på WebTrak : http://webtrak.bksv.com/cph

• Fra mandag den 6. oktober til søndag den 12. oktober 2014 er den østlige af lufthavnens hovedbaner (bane 04R/22L) lukket om natten. Flytrafikken vil i stedet blive afviklet på den vestlige bane (bane 04L/22R). I denne periode kan især startende fly på bane 22R (i stedet for bane 22L) medføre øget støj vest for lufthavnen og mindre støj i området omkring Dragør.