Forsinkelser og mulige aflysninger
På grund af mangel på bemanding hos Naviair, den selvstændige virksomhed som varetager flyveledelsen, er der i øjeblikket risiko for forsinkelser på afgange og ankomster, ligesom der er risiko for enkelte aflysninger. Hold dig opdateret om din flyafgang her på cph.dk eller i CPH's app. Læs mere
På grund af mangel på bemanding hos Naviair, den selvstændige virksomhed som varetager flyveledelsen, er der i øjeblikket risiko for forsinkelser på afgange og ankomster, ligesom der er risiko for enkelte aflysninger. Hold dig opdateret om din flyafgang her på cph.dk eller i CPH's app. Læs mere
 
18.09.2017

Københavns Lufthavn skaber et af verdens mest digitale reklamemarkeder

Københavns Lufthavne A/S har valgt Dansk Reklame Film som partner på at skabe et af verdens mest digitale reklamemarkeder i en lufthavn. Budskaberne på mere end 400 digitale skærme skal konstant kunne tilpasses de over 24 millioner årlige passagerer.  

Københavns Lufthavne har netop underskrevet en trecifret millionkontrakt med Dansk Reklame Film, der løber fem år fra 1. januar 2015. Det betyder, at Københavns Lufthavn tager sit betydelige reklamemarked ind i en digital fremtid sammen med det Egmont/Nordisk Film-ejede Dansk Reklame Film.

Sammen vil parterne digitalisere næsten alle reklamemedier i lufthavnen og skabe ét af verdens mest digitale reklamemarkeder i en lufthavn. Mere end en milliard gange om året eksponeres passagererne for annoncørernes budskaber.

”Valget faldt på Dansk Reklame Film, fordi de var det bedste match med vores vision og strategi. Vi vil sammen med Dansk Reklame Film skabe en attraktiv og innovativ reklameplatform, der sikrer fortsat vækst i lufthavnen og bruger de nye muligheder, som en digitalisering giver, for at møde vores passagerers og annoncørers behov. Sammen skal vi omfavne både de mediemuligheder, der allerede er i dag, og de, som kommer i fremtiden,” siger Lise Ryevad, Director, Airport Sales, Københavns Lufthavne A/S.

Mindre reklamestøj
Al indendørs reklame bliver digitaliseret, og passagererne vil møde langt flere levende billeder og mere relevante reklamebudskaber. Annoncørerne vil få mulighed for præcist at målrette reklameindsatsen til de forskellige rejsende.

”Vi vil kunne målrette reklamerne i nøjagtig det tidsrum, den relevante målgruppe af passagerer går gennem et område i lufthavnen. Den enkelte passager vil opleve mere relevans og mindre reklamestøj på sin vej gennem lufthavnen. Lufthavnen bliver på den måde mere harmonisk,” fortæller Lise Ryevad og fortsætter: ”Vi kan dokumentere effekten af, hvor mange i målgruppen, vi rammer, hvilket er meget vigtigt i forhold til især mediebureauernes interesse for kampagner. Med en digitalisering bliver vi endvidere mere interessante for B2C kunderne, fordi de kan købe kortere, mere taktiske kampagner med kortere produktionstid og lavere produktionsomkostninger end ved analoge produktioner.”

Vision: Globalt førende reklamemarked
Dansk Reklame Films adm. direktør Claus Rothoff Brix vil skabe et globalt førende reklamemarked i lufthavnen:

 ”Vores vision er at skabe en af verdens førende digitale medieplatforme i en lufthavn. En medieplatform som ikke kun er rigtig i dag men som også er rigtig i fremtiden. Vi ønsker at reformere og ændre måden, som man tænker og indkøber reklame i dag, så mediet også har en fremtid i en digitaliseret verden. Det er vejen til vækst,” siger han og tilføjer:

”Alle det digitale medies kreative, fleksible og brugerinvolverende fordele vil blive taget i brug bl.a. direkte interaktion med brugeren og ny og hurtig kampagnedokumentation gennem teknologier, der kan tælle, hvor mange personer, der ser et reklamebudskab”.

Dansk Reklamefilm – der er en del af Danmark største mediekoncern Egmont – etablerer den selvstændige salgsorganisation Airmagine til at varetage salget af annoncer i lufthavnen. Dansk Reklame Film har stor erfaring med digitalisering af reklameplatforme gennem digitaliseringen af de danske biografer og sælger og distribuerer biografreklame i Danmark i et landsdækkende net med 47 biografer og i alt 205 biografsale. Dansk Reklamefilm har præsteret vækstrater indenfor biografmediet på over 15 procent pr. år i et generelt faldende mediemarked.