18.09.2017

Emirates skruer op for luftfragten via København

København styrker positionen som Skandinaviens centrum for luftfragt. Emirates SkyCargo har besluttet at øge antallet af fragtflyvninger via CPH endnu en gang - fra 8 til 10 om ugen. 

Der er langt fra Dubai til Nord- og Sydamerika – så langt, at flyselskabet Emirates hurtigt voksende flåde af fragtfly har brug for et effektivt sted at mellemlande. Her ligger København direkte på ruten mellem USA og Mellemøsten.

Emirates satsning på Danmark betyder, at Københavns Lufthavn med 10 ugentlige flyvninger nu er selskabets næststørste fragtknudepunkt i Europa, kun overgået af storlufthavnen i Frankfurt.

”Det vil ikke nødvendigvis betyde meget mere dansk luftfragt, men det giver en masse ekstra aktivitet i lufthavnen. Og så er det også en kontant kvittering for, at CPH ude i verden regnes for at være både effektiv og konkurrencedygtig på prisen,” siger ruteudviklingschef i CPH, Ole Wieth Christensen.

Konstant vækst i luftfragten
Luftfragten i København har haft konstant vækst de senere år. I 2013 blev der fragtet 360.990 tons. Dermed er CPH Skandinaviens klart største fragtknudepunkt, og det 12. største i Europa. Udover Emirates flyver også China Cargo, Singapore Airlines, Korean Air Cargo samt FedEx og DHL.

Emirates hurtigtvoksende SkyCargo har efterhånden fået etableret et verdensomspændende netværk. Her er de ruter, der går via København:

  • Dubai-AMS-CPH-Dubai: to ugentlige
  • Dubai-CPH-Chicago-CPH-Dubai: to ugentlige
  • Dubai-Mexico-Houston-CPH-Dubai: to ugentlig
  • Dubai-Mexico-Atlanta-CPH-Dubai: en ugentlig
  • Dubai-Zaragoza-Mexico-Los Angeles-CPH-Dubai: en ugentlig
  • Dubai-Frankfurt-Atlanta-CPH-Dubai: en ugentlig
  • Dubai-Frankfurt-Zaragoza-Mexico-Houston-CPH-Dubai: en ugentlig

I Dubai har Emirates SkyCargo åbnet første del af selskabets store nye fragtanlæg. Her er der kapacitet til mere end 700.000 tons fragt årligt.

Senere i år åbnes yderligere et fragtanlæg, der vil kunne håndtere omkring 1 million tons fragt årligt via Al Maktoum International Airport.

FAKTA
• Dubai World Central (DWC) er Emirates nye fragtanlæg.
• Emirates SkyCargo har i dag 12 fragtfly, 10 Boeing 777 og to Boeing 747-400.
• Der flyves mellem 50 destinationer i hele verden, heriblandt København.