18.09.2017

Ny kommerciel direktør i CPH

Københavns Lufthavne A/S (CPH) har netop ansat sin nye kommercielle direktør. Valget er faldet på Peter Krogsgaard, der kommer fra en stilling som Managing Director for Fujitsu Danmark og Norge.  

Peter Krogsgaard er 45 år, og har en stærk baggrund fra både consumer og business-to-business. Peter har de seneste 15 år haft en række ledelsesansvar i forskellige virksomheder indenfor it- og telekommunikationsområdet, herunder Fujitsu, Teliasonera, HI3G, Nokia og Orange. Han har en MBA Executive fra AVT Business School. Peter er gift og har to døtre på ni og fire år.

Vi følger en klar vækststrategi, der skal udbygge vores position som Nordeuropas foretrukne hub. Attraktive tilbud til flyselskaber og rejsende, samt forsat udvikling af e-commerce er afgørende i konkurrencen med andre europæiske lufthavne. Jeg glæder mig til samarbejdet med Peter Krogsgaard, og jeg er sikker på, at han kan bringe os videre på den strategiske rejse, der allerede er godt begyndt. Peter har en lang række af stærke resultater bag sig”, siger CPH’s administrerende direktør Thomas Woldbye.
”CPH spiller en afgørende rolle for hele Danmark, og er en virksomhed som mange danskere, med rette, er stolte over.  Jeg glæder mig til at blive en del af lederteamet og være med til at udvikle CPH med ekstraordinære kundeoplevelser og stærk kommerciel succes,” siger Peter Krogsgaard.

Peter Krogsgaard tiltræder som kommerciel direktør (CCO) den 1. september. Han erstatter Carsten Nørland, der stoppede som CCO med udgangen af marts måned.