18.09.2017

Service med et blink - CPH tester Google Glass

Som den første lufthavn i verden har Københavns Lufthavn testet Google Glass blandt medarbejdere med direkte kontakt til passagererne. Resultatet har været meget positivt. Den nye såkaldte ”wearable technology” giver gode muligheder for at yde en endnu bedre kundeservice og for at give passagererne en god oplevelse.  

Øjeblikkelig oversættelse til passagerer, der ikke taler dansk eller engelsk, hurtig kommunikation imellem kolleger via billeddeling, tekst eller opkald og ikke mindst et enormt opslagsværk, der kan give svar på de mange spørgsmål, som medarbejderne i Passagerservice får hver dag – alt sammen med et par hurtige tap på brillestellet eller ved blot at blinke med øjet. Mulighederne med Google Glass er mange. Og i fremtiden er det meget muligt, at man som passager i Københavns Lufthavn vil få hjælp af en medarbejder, der bærer Google Glass eller anden ”wearable” – eller bærbar – teknologi.

Vi har modtaget meget positive tilbagemeldinger fra passagererne og fra de medarbejdere i Passagerservice, der var med til testen. Brillerne er brugervenlige, og så har det stor betydning for vores medarbejdere, at udstyret er håndfrit. De bærer dagligt rundt på bl.a. vagtplaner, pult-oversigter, peak-prognoser, passagertal, krydstogtsankomster, en smartphone eller en radio og meget andet. Med hænderne fri og alle disse oplysninger potentielt tilgængelige via en lille computer som Google Glass, kan vores folk tage sig bedre af passagerene og fx hjælpe dem med at checke ind, da de ikke behøver at finde oplysningerne på en skærm først”, fortæller Passagerchef i Københavns Lufthavn, Marie-Louise Lotz.

Indbyggede muligheder
Google Glass har en række muligheder indbygget, som Lufthavnen fra start har kunnet gøre brug af, fx Google Translate og hurtig deling af oplysninger. Og med udvikling af en skræddersyet app, der kommunikerer med brillerne, vil Google Glass kunne yde endnu mere værdi for Passagerservice.

Københavns Lufthavn er altid på udkig efter muligheder for at anvende innovative teknologier til at gøre besøget i Københavns Lufthavn til den bedst mulige oplevelse for passagererne. Pilotprojektet med Google Glass har vist meget lovende resultater, og vi undersøger nu, hvordan vi effektivt kan indføre wearable teknologi hos vores passagerservice-medarbejdere,” siger teknisk direktør Christian Poulsen, Københavns Lufthavn.

Store fordele
Testen af Google Glass er blevet til i samarbejde med SITA, der er en IT-leverandør med speciale i løsninger til luftfartsindustrien.

Den store fordel er, at teknologien er håndfri og giver mulighed for at arbejde på en ny måde. I Københavns Lufthavn har vi set store fordele af teknologien for både passagerne og servicemedarbejderne. Fra et operationelt synspunkt betyder det meget, at det er så let at komme i gang med at bruge udstyret, og at det er brugervenligt. Det tager kun en dag for medarbejderne at sætte sig ind i brugen af Google Glass.”, siger Jim Peters, teknologidirektør hos SITA.