18.09.2017

Eventyrlig start på påsken i CPH med havfrue, happening og HC Andersen

Med høj hat og humør vil HC Andersen i skikkelse af skuespiller Torben Iversen fra 11-13. april give børn og barnlige sjæle en eventyrlig start på påskeferien. Anledningen er, at Københavns Lufthavn udstiller en to meter høj statue af den gamle digter sammen med hans originale rejsekuffert og den lille havfrue. 

Når Københavns Lufthavn de næste tre måneder udstiller kunstneren Misja Kristoffer Rasmussens statue af HC Andersen og den gamle digters originale rejsekuffert er det ikke blot for kunstens skyld.  Det handler om at skabe ’a sense of place’, så de rejsende både kan se og mærke, at de er i Københavns Lufthavn og ikke i Amsterdam eller Zürich.

Lufthavne verden over har det med at ligne hinanden. Men vi ønsker at give de rejsende en mere unik oplevelse af at være i Danmark, og her er HC Andersen jo for mange selve indbegrebet af Danmark. Vi har også andre initiativer på vej for at give vores mange gæster oplevelsen af København, Danmark og Skandinavien fortæller kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen.

”Og så er det jo en glimrende mulighed for at få taget et rigtig dansk ferie-foto for ikke mindst de omkring fem millioner udenlandske turister og forretningsrejsende, der hvert år kommer igennem Københavns Lufthavn,” siger han.

For skuespiller Torben Iversen, der i årtier har optrådt verden over i rollen som HC Andersen, er lufthavnen en helt naturlig scene for den danske nationaldigter.

HC Andersen var på alle måder global, længe før det blev et modeord.  Hans fortællinger rammer noget alment menneskeligt, der klinger rent både i Kina, Køln og Kalundborg siger skuespiller Torben Iversen.

Han optræder sammen med sin datter Anne i de tre store påske-rejsedage fra den 11-13. april på Nytorv lige ved udgangen fra Tax Free i Københavns lufthavn. Det bliver tre gange dagligt – morgen, middag og sidst på eftermiddagen.

”Jeg glæder mig – også til at se Andersens originale rejsekuffert og billedhugger Edward Eriksens originale arbejdskopi af den lille Havfrue,” fortæller han.

For kunstneren bag den to meter høje HC Andersen bronzestatue Misja Kristoffer Rasmussen er lufthavnen tæt på at være det perfekte udstillingsrum:

”Det er jo ikke mange gallerier og museer, der som Københavns Lufthavn har 24 millioner gæster hvert år,” siger han.

Også HC Andersen selv var ganske bevidst om at størrelsen ofte har betydning. Den noget sygdomsfikserede digter skrev med en god portion selvironi i 1872: ” Stor digter, stor tandpine – lille digter, lille tandpine.”

Kontakt
Henrik Peter Jørgensen via Lea Sørensen Holm på 2872 9578 / Torben Iversen på +45 2427 6335 /Misja Kristoffer Rasmussen på +45 2698 9778