18.09.2017

easyJet åbner i dag en direkte rute til Hamburg

easyJet, et af Europas største flyselskaber, åbner i dag en direkte rute med en daglig afgang fra København til den nordtyske storby Hamborg. Det første fly letter i aften. Det er easyJets 12. rute ud af København. 

Nu kan rejselystne danskere og sydsvenskere flyve med easyJet til endnu en central storby i Europa. I dag åbner selskabet en direkte rute til Tysklands næststørste by Hamburg – to byer, der arbejder tæt sammen.

”Et tæt samarbejde imellem de to byer vil kunne tiltrække vækst og skabe arbejdspladser. Desuden spiller kulturen og de kreative hverv en vigtig rolle i forhold til de kommende års vækst, og jeg er sikker på at begge storbyer kan drage nytte af den forbedrede flyforbindelse,” siger Frank Jensen, overborgmester i København.

Samarbejde imellem København og Hamborg
I 2011 underskrev Københavns overborgmester Frank Jensen og Hamburgs overborgmester Olaf Scholz en samarbejdserklæring med fokus på at skabe de bedste betingelser for erhvervslivet. Med kulturen som brobygger skal samarbejdet styrke båndet imellem de to byer, som ligner hinanden på areal og indbyggertal. 

”Vores ambition er at have det største rutenetværk imellem Europas primære lufthavne, og vi er særligt glade for at kunne forbinde to byer som København og Hamburg. Hamburg er både en attraktiv turistdestination med et spændende kulturudbud og en vigtig handelsby. Derfor vil både turister og forretningsrejsende få gavn af den nye rute,” siger Javier Gandara, Country Director for easyJet i Danmark.

Flere turister til København
Hamburg er en storby med næsten to millioner indbyggere, en fremadstormende økonomi og et rigt udbud af kunst og kultur. Det har danskerne virkelig fået øjnene op for de seneste par år, og ifølge Hamburgs Turistråd steg antallet af danske turister i Hamborg med 35 procent i 2012 målt på overnatninger.

”Ikke alene får de sydskandinaviske rejsende forbedrede rejsemuligheder til Hamburg, men vi skal også tænke på, at ruten kommer til at betyde, at flere nordtyske erhvervsrejsende og turister kommer til København, og det er godt for både dansk erhvervsliv og den danske turisme-branche,” siger Thomas Woldbye, adm. direktør, Københavns Lufthavn.

Daglig afgang til Hamborg
Ruten til Hamborg vil have daglige afgange. Tidsplanen er som følger:

  • Afgang fra København kl. 21.15 (ankomst kl. 22.15) mandag-fredag og søndag.
  • Lørdag flyver easyJet fra København kl. 15.05 (ankomst kl. 16.05).
  • Afgangene fra Hamborg til København ligger kl. 19.45 (ankomst kl. 20.45) mandag-fredag og søndag.
  • Lørdag flyver easyJet fra Hamborg kl. 13.35 (ankomst 14.35).