18.09.2017

CPH vil gøre lufthavnen klar til de allerstørste fly

Københavns Lufthavn går nu i gang med forberedelserne til at kunne håndtere verdens største passagerfly, Airbus A380. Det er et led i vækstplanen Expanding CPH.  

Det er ganske sund fornuft, når vi som led i de store udbygnings- og vedligeholdelsesprojekter af baner og terminaler, som finder sted under alle omstændigheder, gradvis gør lufthavnen klar til også at kunne modtage verdens største passagerfly, A380’er. Det flugter med vækstplanen Expanding CPH, der skal fremtidssikre lufthavnen,” siger Thomas Woldbye, adm. direktør, Københavns Lufthavne A/S.

CPH fremlagde Expanding CPH i januar 2014, som er en konkret vision for, hvordan lufthavnen i løbet af de kommende to-tre årtier gradvist kan udbygges til at kunne betjene 40 mio. passagerer. Københavns Lufthavn runder i år for første gang 25 mio. passagerer.

Gennemgribende renovering
Til sommer 2015 planlægges det at renovere en af lufthavnens to hovedbaner, og i den forbindelse indhenter CPH nu også tilbud på at gøre den 3,3 kilometer lange bane bredere. Det er i givet fald nødvendigt, da Airbus A380 på grund af sit enorme vingefang kræver en bane, der er bredere end de gængse 45 meter.

Derudover er CPH i gang med en udvidelse af lufthavnens Finger C, hvor de største fly parkeres – et projekt til en kvart milliard kroner. Udvidelsen indebærer, at tre standpladser bliver gjort bygningsbetjente, og den ene af standpladserne indrettes med to jetbroer. Dermed bliver Finger C klar til at kunne betjene de største passagerfly som f.eks. en Airbus A380, der typisk har plads til flere end 500 passagerer.

Foreløbig flyver de største, interkontinentale fly som Airbus A380 kun til verdens allerstørste hub-lufthavne.  Men vores vurdering er, at der stadig er plads i markedet til at de vigtigste mellemstore hubs som København også kan komme på rutekortet, ” siger Thomas Woldbye.

Interkontinental vækst
Gennem de seneste godt fem år er CPH gennem målrettet ruteudviklingsarbejde lykkedes med at tiltrække ni nye interkontinentale ruter, så Københavns Lufthavn i dag har ikke færre end 27. 

Expanding CPH visionen beskriver hvordan Københavns Lufthavn kan udbygges i løbet af de kommende par årtier med plads og faciliteter til op imod 40-45 ruter til andre verdensdele. Nogle af de ruter forventes at blive betjent med meget store fly som Airbus A380. 

Fakta

  • Prisen for de to projekter løber samlet op i over 300 mio. kr. Forberedelsen til Airbus A380 udgør kun en mindre del af den pris.
  • CPH planlægger at give Bane 04R/22L ny belægning til sommeren 2015. I den forbindelse overvejes det at gøre banen bredere. Det er en forudsætning for at kunne håndtere A380’er i daglig drift pga. flytypens enorme vingefang på knap 80 meter.
  • Læs mere om Airbus A380, verdens største passagerfly her.