18.09.2017

Passager nummer 25 million ankom i Københavns Lufthavn i dag

I løbet af de sidste 90 år er der rejst mange millioner passagerer gennem Københavns Lufthavn hvert år. I dag, netop inden 2014 rinder ud, ankom årets passager nummer 25 million i lufthavnen. 

En 90-års-fødselsdag med 25 millioner gæster. Femogtyve millioner. Lyder det vildt?

Det er ikke desto mindre det antal gæster, som Københavns Lufthavns rundede her ved udgangen af år 2014 – og dermed det antal, som lufthavnen kan imødese sin 90-års-fødselsdag i 2015 med. Siden Københavns Lufthavn åbnede på Amager i 1925 som en af verdens første civile lufthavne, er antallet af rejsende med stor fart vokset år for år, og ifølge prognoser fra lufthavnens analyseafdeling ankom rejsende nummer 25 million til lufthavnen den 18. december omkring kl. 10.

”Københavns Lufthavn har været på en vild rejse de seneste 90 år. Fra lokal flyveplads med startbaner af græs til et af Nordeuropas vigtigste internationale trafikknudepunkter. Og vi har ikke mindst haft en masse spændende passagerer som gæster i lufthavnen – lige fra prominente politikere og kæmpestjerner inden for kulturlivet til travle forretningsfolk og glade familier på ferierejse,” siger passagerchef i Københavns Lufthavn, Marie-Louise Lotz, og fortsætter:

”Hver dag ankommer tusindvis af nye passagerer til lufthavnen, som vi altid gør vores bedste for at give en god oplevelse, når de påbegynder, mellemlander eller afslutter deres rejse. Vi anser nemlig et besøg i Københavns Lufthavn for en del af rejsen, hvor man både har mulighed for at hvile sig, få et rigtig godt måltid mad i én af vore mange forskellige restauranter og caféer eller benytte lejligheden til at handle stort og småt i et smukt og spændende miljø.”

Rejsende nummer 25 million er samtidig rejsende nr. 695.331.149 i lufthavnens snart 90-årige historie. Det betyder, at lufthavnen i løbet af foråret runder passager nr. 700.000.000, eller hvad der svarer til USA's, Indonesiens, Mexicos og Danmarks, indbyggertal – tilsammen! Næsten en tredjedel af de 700 millioner er rejst igennem lufthavnen inden for de seneste ti år.

For yderligere information kontakt venligst kommunikationsrådgiver Camilla Borggaard på 4018 1912 eller camilla.borggaard@ext.cph.dk