18.09.2017

Ryanair kommer til København

Danskerne får flere rejsemuligheder, når Ryanair i marts 2015 begynder at flyve fra Københavns Lufthavn. Ryanair åbner en base i København med fire fly, og de første ruter bliver til Luton lige nord for London, Warszawa i Polen og Milano (Bergamo) i Italien. 

”Vi har en strategi om vækst i Københavns lufthavn – en vækst, der giver danskerne langt flere rejsemuligheder – og en vækst der skaber flere jobs og investeringer i Danmark. At Ryanair har valgt at bidrage til den vækst ved at åbne foreløbig tre ruter er spændende, og vi ser frem til at samarbejde med dem,” siger Ole Wieth Christensen, ruteudviklingschef i Københavns Lufthavn.

Åbner til marts
På et pressemøde på Hotel Hilton Copenhagen Airport i dag annoncerede Ryanair, at selskabet til marts 2015 som sin første aktivitet i København åbner en rute til London-lufthavnen Luton med to daglige afgange. Derudover åbner det irske lavprisselskab til Warszawa-lufthavnen Modlin og Bergamo tæt på Milano.

“Det er en stor glæde for Ryanair at meddele, at vi åbner en ny base i København fra marts 2015. Samlet set vil Ryanair investere USD 400 mio. i København, og vi åbner i første omgang tre lavprisruter til henholdsvis London, Milano og Warszawa, og vi vil desuden annoncere ti nye ruter i begyndelsen af 2015, der vil betjene mere end 1 mio. kunder årligt og være med til at skabe 1000 jobs i København. Ryanairs første Boeing 737-800 fly får base i København fra marts 2015, og der følger tre mere senere på året,” fortæller Ryanairs Chief Commercial Officer David O’Brien.

”Ryanair er jo ikke et nyt selskab i Danmark. De flyver i dag fra Billund og Århus. Nu får Københavnerne, sjællænderne, fynboerne og sydsvenskerne så også mulighed for at vælge Ryanair, når de skal ud at rejse,” siger Ole Wieth Christensen.

Øget konkurrence
Også et andet britisk lavprisselskab, easyJet, åbner allerede 3. november en rute til Luton, og med den øgede konkurrence til destinationer omkring London kan danskerne sandsynligvis se frem til endnu lavere billetpriser på rejsen til den britiske hovedstad.

”Som lufthavn og land har vi alle interesse i at sikre konkurrence på de enkelte ruter. Det giver os skarpere priser og bedre muligheder for at rejse,” siger Ole Wieth Christensen.