CPH indgår ny aftale med Falck om handicapservice

Københavns Lufthavn har indgået en treårig aftale med Falck om fortsat at levere service til flypassagerer med et handicap. Den nye aftale betyder endnu bedre service for de 100.000 passagerer, der hvert år har brug for ekstra hjælp.  

04.09.2013

I 2008 blev ansvaret for rejsende med mobilitetsproblemer flyttet fra flyselskaberne til lufthavnene, fordi EU ønskede en ensartet standard. I Københavns Lufthavn betyder det, at flyrejsende med et handicap siden da har været sikret en høj service fra de ankommer til lufthavnen og helt til de sidder i flysædet.

Falck har siden ordningen trådte i kraft stået for håndteringen af de rejsende i Københavns Lufthavn, og nu er der indgået en ny aftale for yderligere tre år.

Vi har haft ordningen i udbud, og Falck afgav samlet set det bedste bud. Det bør både vi, flyselskaberne og passagererne være rigtig godt tilfredse med, fordi servicen de seneste fem år har været på et højt niveau, og den nye aftale betyder, at serviceniveauet bliver endnu højere, bl.a. fordi Falck opruster på mængden af hjælpeudstyr, samtidig med, at prisen bliver mere konkurrencedygtig” siger Kristian Durhuus, driftsdirektør i Københavns Lufthavn.


Treårig aftale
Aftalen løber i tre år med option på forlængelse i yderligere to år, og også hos Falck ser man frem til at fortsætte med at yde service til rejsende med mobilitetsproblemer.

Vi er stolte over at have varetaget denne vigtige opgave tilfredsstillende for Københavns Lufthavns de seneste fem år og ser frem til også fremover at hjælpe passagerer med et handicap gennem lufthavnen. Denne service ligger fint i forlængelse af den assistance, vi yder til borgere, der ønsker hjælp til at komme sikkert til lægen eller på sygehuset” siger koncernchef i Falck, Allan Søgaard Larsen.


Tilfredse organisationer
Også hos handicaporganisationerne er man tilfredse med, at Falck fortsat skal levere assistance til de ca. 100.000 rejsende med mobilitetsproblemer hvert år – et tal, der i øvrigt har været stigende gennem de seneste år.

Det er glædeligt, at der ikke skiftes selskab, når det gælder assistance til personer med nedsat mobilitet, personer med handicap, i Kastrup. Det er vigtigt at blive assisteret af et personale med en høj faglig kvalitet, som bedst muligt opnås gennem erfaring kombineret med den nødvendige uddannelse” siger Stig Langvad, der er formand for Danske Handicaporganisationer.


Personer med handicap er ifølge Stig Langvad fuldkommen afhængige af den støtte, som Falck leverer, fordi hverken lufthavn eller fly er indrettet, så det er muligt for personer med handicap at klare sig på egen hånd.

”Gennem de seneste år har Falck, i samarbejde med lufthavnen og repræsentanter fra handicaporganisationerne, bidraget til at udvikle assistancen i en stadig bedre og bedre retning til stor tilfredshed for mange tusinde rejsende med handicap. Det er afgørende, at rejsen starter og slutter godt” siger Stig Langvad.

Læs mere om PRM-ordningen her