18.09.2017

Ny HR direktør i CPH

Københavns Lufthavne A/S (CPH) har netop ansat sin nye HR-direktør. Valget er faldet på Thomas Kolber, der kommer fra en stilling som Vice President, Human Resources, i Carlsberg Danmark A/S og Carlsbergs hovedkontor. Her har han haft det overordnede HR-ansvar for alle Carlsbergs medarbejdere i Danmark samt for Carlsbergs hovedkontorsfunktioner i Danmark og internationalt. 

Thomas Kolber er 42 år og har været ansat i Carlsberg i 16 år. Han har en MBA i Human Resource Management fra Copenhagen Business School. Thomas er gift og har to børn på syv og otte år.

”Vi er i gang med en klar vækststrategi, hvor effektivitet, service og gode medarbejderkompetencer er afgørende i konkurrencen med andre europæiske lufthavne. Jeg glæder mig til samarbejdet med Thomas Kolber, og jeg er sikker på, at han kan bidrage til at skabe resultater og til at realisere strategien,” siger CPH’s administrerende direktør Thomas Woldbye.

Engagerede medarbejdere

”CPH spiller en meget vigtig rolle for hele Danmark, og dygtige og engagerede medarbejdere er en forudsætning for lufthavnens succes. Jeg glæder mig til at blive en del af lederteamet og til at være med til at udvikle HR-området yderligere,” siger Thomas Kolber.

Thomas Kolber tiltræder i løbet af efteråret, men det ligger endnu ikke fast, hvornår han har første arbejdsdag i CPH. Han erstatter Peter Hansen, der stoppede som HR-direktør med udgangen af juni måned.