18.09.2017

Mere goodwill kan skaffe flere flyruter

Erhvervsledere, entreprenører og kulturpersonligheder fra 30 forskellige lande samles i Københavns Lufthavn for at diskutere, hvordan Danmark kan fastholde flyruter og arbejdspladser og videreudvikle lufthavnen som internationalt knudepunkt.  

Hver eneste flyrute skaber vækst og arbejdspladser. Den viden er Københavns Lufthavn ikke alene om. Alle større europæiske regioner og lufthavne kæmper i disse år indædt for at tiltrække flyruter og vækst.

Derfor har Københavns Lufthavn for et halvt år siden etableret en vækstkomité med indflydelsesrige erhvervsledere, organisationer og politikere fra begge sider af Øresund. Målet er at styrke knudepunktet i København og koordinere indsatsen for tilgængelighed og rutevækst til Danmark.

Vært for seminar
I forlængelse af det arbejde er Københavns Lufthavn mandag 26. august vært for et seminar om Danmarks Luftvej til Vækst for Københavns korps af 80 Goodwill Ambassadører, der tæller erhvervsledere og kulturpersonligheder fra 30 forskellige lande.
Jens Kramer Mikkelsen er formand for både lufthavnens nye Vækstkomité og Goodwill Ambassadørerne, der blev stiftet af Wonderful Copenhagen og Copenhagen Capacity i 1996.

”Med 23.000 arbejdspladser i Københavns Lufthavn og et net af flyruter, der er langt større end Danmarks størrelse egentlig berettiger til, kunne man sige, at det går da ganske godt i Københavns Lufthavn. Men den succes er bestemt ikke kommet af sig selv, og der skal kæmpes for at fastholde den. Derfor er det vigtigt, at samle alle gode kræfter” siger Jens Kramer Mikkelsen om Goodwill Ambassadørernes møde, der har til formål gøre Goodwill Ambassadørerne endnu bedre til at kæmpe for de potentielle nye ruter og frekvenser ”ude i verden”.

Lander ikke af sig selv
Flyruterne lander ikke af sig selv. Så når kinesere har opdaget, at de kan flyve med SAS fra Shanghai til København eller andre rejsende i Asien finder ud af, at de kan flyve til København via Dubai med Emirates, så skyldes det blandt andet Global Connected – et privat/offentligt konsortium, der støtter markedsføring af Danmark som destination.

Global Connected er et af de mest succesrige projekter i mange år til at trække turister og forretningsrejsende, men også investeringer og talenter fra vækstmarkederne til Danmark" siger Lars Bernhard Jørgensen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

Formålet med Goodwill Ambassadørerne er at promovere København og tiltrække internationale investeringer, kongresser, talenter og turister til hovedstadsregionen.

En gang om året samles Ambassadørerne i København, hvor de mødes med repræsentanter fra regeringen, dansk erhvervs- og kulturliv, brancheorganisationer og førende uddannelsesinstitutioner for at diskutere København og Danmarks internationale konkurrenceevne og identificere konkrete udviklingsforslag.