18.09.2017

Udendørs rygeterrasse for passagererne

Københavns Lufthavns terminaler er og forbliver røgfrie. Men op mod hver fjerde passager vil gerne ryge. Det bliver der snart mulighed for på en kommende udendørs terrasse ved Finger B – en løsning, der skal gøre rejselivet lettere for både rygere og ikke-rygere.  

Fra sommerferien skulle ikke-rygerne meget gerne kunne undgå en god del af røgen fra de rygere, der udenfor dørene ind til terminalerne lige skal have de sidste cigaretter, inden de tjekker ind i den røgfrie Københavns Lufthavn.

CPH bygger en udendørs terrasse ved Finger B – en terrasse, hvor rygerne helt uden at genere andre kan få en cigaret, inden de skal ud at flyve. Rygeterrassen skal være klar i midten af juli måned, fortæller Københavns Lufthavns salg- og markedsdirektør Carsten Nørland.

Vi er og forbliver en røgfri lufthavn

”Københavns Lufthavns terminaler er og forbliver helt røgfrie. Men det fjerner ikke det faktum, at omkring hver fjerde af vores passagerer gerne vil ryge, når de er i lufthavnen, og dem ønsker vi at give nogle ordentlige forhold. Som det er nu, skal de ryge på afgrænsede områder udendørs før check-in, og det er ofte til gene for de øvrige ikke-rygende passagerer,” fortæller Carsten Nørland.
”En del rygere venter til sidste øjeblik med at tjekke ind, fordi de gerne vil ryge, før de skal flyve. Med en udendørs terrasse kan rygerne nu slappe mere af og få en ustresset rejse. Samtidig kan ikke-rygerne forhåbentlig undgå en god del af den røg, der er ved indgangene til terminalerne,” siger Carsten Nørland.

Røg er en udfordring
Københavns Lufthavn er ikke alene med udfordringen om at skaffe ordentlige forhold for rygerne og samtidig sikre, at det store flertal af ikke-rygere helt kan slippe for røgen.

”Flere og flere lufthavne indretter rygemuligheder for passagererne, og for at være konkurrencedygtige skal vi i København selvfølgelig også kunne tilbyde vores rygende passagerer en mulighed for at ryge uden at genere andre. Og det sidste er meget vigtigt,” siger Carsten Nørland.

Den udendørs rygeterrasse bliver bygget ved starten af Finger B midt i lufthavnen efter check-in og security. Terrassen bliver på cirka 120 kvadratmeter fordelt på to etager. Passagerne kan bruge terrassen både før man rejser, og når man lander.

Målet med den udendørs rygeterrasse er også, at reducere antallet af episoder, hvor passagerer bryder reglerne inde i terminalerne og f.eks. ryger på toilettet.

”Vi tror på, at vores passagerer gerne vil følge reglerne og ryge de steder, hvor det er tilladt. Men vi skal nok være bedre til at gøre opmærksom på, hvor det er tilladt - altså kun udendørs på bestemte, afmærkede områder. Det arbejde er også sat i gang,” siger Carsten Nørland.